Spilfirmaet Paradox har stoppet udviklingen af det ellers lovende livssimulationsspil ‘Life By You’. Det skriver firmaet i en officiel udmelding på deres online forum.
‘Life By You’ var oprindeligt planlagt til at udkomme tilbage i 2023, men dets early access release, hvor man kan købe spillet til reduceret pris og være med til at opdage bugs og forbedre det frem mod den egentlige udgivelsesdato, blev herefter udsat tre gange.
I maj 2024 blev udgivelsen udsat på ubestemt tid og nu er det altså officielt sat til aldrig at udkomme.
Spillet havde ellers allerede opnået en stor fanskare blandt utilfredse spillere af ‘The Sims’, fordi det lovede at rette op på mange af de problematikker, som ‘The Sims 4’ stadig bliver kritiseret for 10 år efter dets udgivelse – herunder de mange loading screens, de flade karakterer, det trivielle gameplay og det store antal dyre ekstrapakker.
Flere potentielle spillere ærger sig over tabet af en konkurrent til spilgiganten EA, som ejer rettighederne til ‘The Sims’, fordi man mener at EA er holdt op med at gøre sig umage med ‘The Sims’ efter mange års monopol på de såkaldte livssimulationsspil.
Der er dog håb for fans, der er desperate efter et livssimulationsspil, der både giver en god byggeoplevelse og god gameplay, for der er stadig flere andre konkurrenter til ‘The Sims’ derude – heriblandt det yderst hypede spil ‘Paralives’, der er sat til at udkomme i 2025.