Endnu et af verdens mest populære spil bliver til en film, når ‘The Sims’ rammer det store lærred.
Det første mange tænkte, da nyheden landede i sidste uge, var nok: Hvorfor og WTF?
Først og fremmest er der et potentielt simeleon-foretagende i støbeskeen. Sidste år blev det meldt ud, at den ‘The Sims 4’ havde 70 millioner aktive spillere.
Og mens man umiddelbart godt kunne tænke, at det nok er et af de mest bizarre bud på Hollywoods spilgriske filmatiseringer overhovedet, er der faktisk masser af gode grunde til at nære håb for det kommende projekt.
Personligt tilbragte jeg det meste af 2006 med at høre Gwen Stefanis ‘The Sweet Escape’ på cd og spille ‘The Sims 2’ på en bærbar Medion-computer fra Aldi, der snildt kunne bruge gode 30 minutter på at loade. Min egen nostalgiske begejstring kunne derfor kun beskrives med et ord: Ja! (Eller ‘yibs’, som det hedder på simlish).
For som hedengangen fan smeltede al min skepsis, da jeg så, at Margot Robbie havde taget projektet under sin vinge i sit produktionsselskab Lucky Chap, der også har stået bag hypede projekter som Emeralds Fennells ‘Saltburn’ og ‘Promising Young Woman’ og Craig Gillespies ‘I, Tonya’, hvor Robbie selv spiller kunstkøjteløberen Tonya Harding.
Ligesom de også længe har barslet med en filmatisering af Otessa Mosfeghs bestsellerroman ‘My Year of Rest and Relaxation’ med Yorgos Lanthimos som instruktør. Så en vis grad af kunstneriske ambitioner må man forvente.
Hvornår vi kan sige sul sul (goddag) til ‘The Sims’-filmen, er endnu uvist (lige så længe som spillets duttende ventesang). Men vi varmer allerede nu op med, hvorfor projektet har potentiale til at nå ‘Barbie’-højder – og hvilke udfordringer filmen samtidig går i møde.
Fordel #1: ’Barbie’ for endnu mere millennials
Onlinegenerationens Barbie. Sådan kunne man godt beskrive spillet ‘The Sims’, der med sin ankomst i 2000 blev den nye foretrukne form for dukkeleg for en hel generation.
Én af ‘Barbie’s genistreger var måden, den viste det taktile ved legen. Den evigt eleverede fod og svævebevægelsen, Margot Robbie laver fra sit hus og ned på vejen, som blev hun ført af en barnehånd.
Selvom ‘The Sims’ er computeranimeret, er der en særlig form for y2k-nostalgi at høste i alle afkroge af universet – især hvis man fokuserer på ‘The Sims 2’-æraen. Fra farverne, frisurerne, tøjet og møblerne til den grønne diamant.
Samtidig er der i spillets grundtema om at bygge hus, familie, score, hustle og scamme elementer, der er som skabt til en generationskomedie.
Fordel #2: Tragikomiske kerneøjeblikke
Der er mange måder at spille ‘The Sims’ på.
De mest vanilla spillere var arkitekterne og boligindretterne, der var dem, som brugte spillet som en romantisk fantasi, hvor man skabte simmerspejlinger af sig selv og sit crush. Selv foretrak jeg den kedelige good girl-variant, hvor man startede som fattig, knoklede på arbejdet, aldrig snød, blev forfremmet og til sidst opfyldte sin livsstræben. Og så var der de spil, hvor man fik afløb for sin indre sadist.
Hvis man forestiller sig en skør genrefusion a la ‘Everything Everywhere All At Once’, rummer ‘The Sims’ vitterligt multiverser af byer, livsbaner og velkendte kaosscenarier. Fra klaustrofobiske gys til sydstatsgotik med spøgelser, sci-fi-elementer som aliens, fjollekomedier, thrillere og romancer.
Spillets fans skriver allerede lange lister om, hvilke ultraspecifikke ‘The Sims’-øjeblikke der absolut må være en del af filmen fra bestemte madretter til raritetskabinettet af børneforsømmelse.
Ingen ‘The Sims’-film uden det klassiske gyserøjeblik: Simmere fanget i en pool uden stige. Eller andre mere eller mindre sindrige forsøg på at lokke manden med leen-figuren til (eventuelt fordi man gerne ville se, om han duede til Juuhuu).
Eller tragikomisk guld: Billige køkkenredskaber, der bryder i brand og sætter ild til en baby, der ligger på gulvet (»wabadeebadoo!«). Simmere der dør, mens andre simmere danser i et andet rum. Hvis det ikke er en metafor for livet, hvad er så?
Samtidig gemmer der sig jo også oplagt dramatiske muligheder i de familiehistorier, der er forudinstalleret i spillet. Et af de mest dyrkede objekter for ‘The Sims’-lore er kultfiguren Bella Goth, kone til rigmanden Mortimer Goth (i fanfantasierne har Pedro Pascal allerede fået rollen), hvis forsvinding er elsket ‘The Sims’-truecrime.
Fordel #3: Sexpositivitet
Det er umuligt at komme udenom, at et af ‘The Sims’ store trækplastre var simmernes mulighed for at dyrke WoHoo (Juhuu på dansk). Altså have sex alene for nydelsen. For knaldefunktionen stod i kontrast til parringsfunktionen, hvor det handlede om at få en baby, og man lyttede opmærksomt efter, om der kom en vuggevise efter endt samleje, for det betød, at det var lykkedes.
Godt nok var det grafisk censureret, men bare det, at spillet imødekom liderlighed, føles i dag faktisk ganske fremsynet.
Hvor man i barndommens år måske skammede sig lidt over spillets mange muligheder for at udforske juhu på tilgængelige artefakter i alle prislejer (fra den dyre pornoagtige (overstreget) romantiske hjerteformede seng til badekarer, elevatorer og hængekøjer), kan man i dag se tilbage på det som et sexpositivt rum.
Hvor sex bestemt også var en del af at lege med barbiedukker, var manglende kønsdele og drift en komisk pointe i Greta Gerwigs ‘Barbie’. Her har ‘The Sims’ potentiale til at gå i helt anderledes rowdy retninger og ligesom spillet sætte seksualiteten lidt fri.
Fordel #4: Flere girlhood-blockbustere
Der er sket meget med samtalen om gaming og køn siden 00’erne. Men da jeg var aktiv ‘The Sims’-spiller, var det et af de få spil, der primært blev dyrket af piger.
Ud over Margot Robbies navn på producerfronten sidder Kate Herron i instruktørstolen, der har instrueret stærke afsnit fra ‘Sex Education’s første sæson samt Marvel-serien ‘Loki’.
Det forholdsvis ukendte navn Briony Redman skal være medforfatter på manuskriptet. Men med en trio af kvinder er altså god grund til at forvente, at ‘The Sims’ henvender sig til spillets loyale kvindelige fanbase. En ‘The Sims’-film har potentiale til at gå i ‘Barbie’s fodspor, hvis den rent filmisk formår at spejle den særlige rolle, spillet har haft som ikke-gamernes gaming.
‘Barbie’ viste vejen. Den må ‘The Sims’ gerne følge på ægte gaslight, gatekeep, girlsboss-manér: »guslib, gertkip, galboos«.
Fordel #5: Inspiration fra verdens bedste film
Længe før jeg vidste, at Rosebud var navnet på en virkelig vigtig kælk i filmmesterværket ‘Citizen Kane’, var det en snydekode i ‘The Sims’, som smed 1000 simileoner ind på kontoen.
Men i den subtile reference til Orson Welles-klassikeren gemmer der sig faktisk også en fornemmelse af det potentielle drama, en kommende ‘The Sims’-film kunne lade sig inspirere af.
Selvom store dele af spillet består af spas og boligindretning, handler det også om at skabe storhed baseret på ingenting. I virkelig kitschede omgivelser. Hvis de ikke for sjov bygger et Xanadu-mansion i den kommende film, vil det være en stor fejl.
Udfordring #1: ‘Barbie’-wannabe
‘Barbie’ var en usandsynlig succes. Og lige så meget potentiale, man kan fiske frem med sin nostalgiske ja-hat på, er der også grund til bekymring for ‘The Sims’.
Sidste års blockbuster-hit var blot en i rækken af Mattels i alt 14 kommende legetøjsfilmatiseringer. ‘Barbie’ tog den eksistentielle tilgang til dukkernes lykkelige uvidenhed i Barbieland. Men uden de skarpe skuespilpræstationer, detaljegraden, sangene og humoren ville det filosofiske aspekt næppe have holdt vand. Legetøjs-verfremdung kan let blive udtrådt, hvis formularen går for meget igen.
Den oplagte ‘The Sims’-historie ville nemlig være en ‘The Truman’-show-variant, hvor simmerne opdager, at de bliver kontrolleret. Hvor galt det kan gå, så vi i ‘Free Guy’, hvor Ryan Reynolds NPC brød fri af sit computerspil.
Udfordring #2: Spilmatiseringsforbandelsen
At gøre ‘The Sims’ kaotiske, men også plotløse spil til en medrivende historie med karakterer, der er andet end mærkelige ytringer og underlige bevægelser, vil uden tvivl blive den absolut største udfordring.
Selvom spilmatiseringer er en af Hollywoods nyeste yndlingsgriller, har formatet også en ujævn track record. ‘Super Mario Bros. Movie’ blev en af sidste års største succeser. Men ofte kan de kreative og dramatiske ambitioner være sværere at få øje på end de kommercielle.
‘The Last of Us’ er stadig en af de få undtagelser, der bekræfter reglen. Men den har instruktør Kate Herron til gengæld også instrueret afsnit af, hvilket giver håb for ‘The Sims’.
Udfordring #3: Simlish
Ingen ‘Ringenes Herre’ uden elversprog. Ingen ‘The Sims’-film uden simlish.
Efter annonceringen har mange fans allerede ønsket sig, at hele filmen skal foregå på simlish med engelske undertekster og vinde en Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film. Hvilket er en sjov, men også virkelig enerverende idé.
Det er dog ikke til at komme uden om, at nonsenssproget er en altafgørende faktor i spiluniverset – men bestemt også én af dem, der kan ende katastrofalt. Simpelthen fordi kitschfaktoren er noget af det, der gør simmere til umenneskelige og åndssvage figurer, vi kan fryde os over at have kontrollen over.
Den kommende ‘The Sims’-film skal finde en gylden middelvej mellem seriøsitet og Katy Perry, der synger hele ‘Last Friday Night’ på simlish. Det er noget af en udfordring.