Det startede i sidste uge. Først dukkede en ged op, balancerende på en væg i Richmond i London. Senere fulgte flere dyr rundt omkring i London. Alle signeret Banksy, fremgår det af street-art-fænomenets Instagram.
Tre aber dinglede pludselig på en bro i Brick Lane-kvarteret. To elefanter stak hovederne ud af tilmurede vinduer i Chelsea og lagde an til at flette snabler. Pelikaner hang ud over en fish’n’chips-butik og senest i går kravlede et næsehorn op på et bilvrag i Westmore Street.
De bemærkselsværdige værker, af nogle omtalt som London Zoo, har ifølge The Guardian affødt masser af spekulationer om kunstnerens intention med dyreflokken.
Drager Banksy mon paralleller mellem en zoologisk have og de omfattende optøjer, som har plaget England de eneste uger. Handler det om udryddelse af truede dyrearter, eller måske krigen i Mellemøsten?
Men nej, Banksys dagsorden er langt mere simpel, har The Observer erfaret efter at have været i kontakt med en talsmand for kunstneren:
Banksys senest værker er simpelthen skabt for at opmuntre befolkningen i en tid med et dystert nyhedsbillede, »hvor det ofte har været sværere at spotte lys end skygge«.
Flere af værkerne er allerede pillet ned igen for at komme kunstinteresserede, Banksy-fans eller opportunister i forkøbet.