I dag er en af landets tungeste litterære debutantpriser blevet uddelt, og det blev Inger Smærup Sørensen og Silas Toft, der tog hjem fra ceremonien med æren og hver 50.000 kroner i lommen.
Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat uddeles hvert år til to danske forfattere for en lovende debut.
Inger Smærup Sørensen hædres for romanen ‘Dødsbo’, der handler om en kvinde, som siger sit job op og flytter ud på landet, hvor hun har købt et ubeset dødsbo.
Silas Tofts får prisen for sin digtsamling ‘Solen er en fod bred’, som ifølge forlagets beskrivelse »bevæger sig mellem et jeg, der betragter en sø i Bellahøj, over et kærlighedsforhold og kioskens blinkende lys til metarefleksioner om poesiens mulighedsrum«.
De andre fire nominerede på året shortliste var ‘Djinn’ af Elias Sadaq, ‘Svalkatekster’ af Mie Læssøe, ‘Terminaler’ af Aske Viuff, samt ‘Barbar’ af Amina Elmi, som sidste år vandt Bogforums Debutantpris.
Sidste års vindere af Munch-Christensens debutantpris var Benedicte Huang for ‘Døtreskole’ og Nath Krause for ‘Logan i Aokigahara’.
Andre tidligere vindere tæller blandt andre Theis Ørntoft, Asta Olivia Nordenhof, Glenn Bech, Yahya Hassan, Caspar Eric, Liv Duvå, Sebastian Nathan, Stine Pilgaard og Jonas Eika.