Vrede og queer-film
Fredag startede årets udgave af LGBTQIA+-filmfestivalen MIX CPH.
Hver dag i den kommende uge kan du derfor gå på opdagelse, når festivalen fylder de danske biograflærreder med film, der udforsker køn, seksualitet og samfund.
I år er temaet Rage, og festivalen byder også på debatter, foredrag og en efterfest på Rust fredag aften.
MIX CPH
Cinemateket, Empire Bio, Rust, Trixie, 28. oktober- 3.november
En rejse på hesteryg
Forfatter og cykelkommentator Bastian Emil Goldschmidt har netop udgivet sin debutroman, ‘Rytteren og den rejsende’. Den handler, som titlen antyder, om en rytter, men denne gang er jernhesten skiftet ud med den ægte vrinskende slags.
Onsdag gæster han Politikens Boghal, hvor han i samtale med forfatter Haidar Ansari vil diskutere bogen, der kredser om det traditionsrige hestevæddeløb Palio di Siena i Toscana.
Bastian Emil Goldschmidt x Haidar Ansari
Politikens Boghal, onsdag 30. oktober, kl. 16.30
Musik i destilleriet
Man skal ikke lade sig narre af den rødmelerede murstensbygning på Kløvermarksvej. Alkoholfabrikken Copenhagen Distillery kan nemlig forvandle sig til et venue, når de som på onsdag holder koncerter i deres åbne destilleri.
Mellem de store øblanke ståltanke kan du blandt andet opleve cellist og sangerinde Cæcilie Trier, også kendt som CTM, samt White Magic og Spellchestra.
20_14 @ Copenhagen Distillery
Copenhagen Distillery, onsdag 30. oktober, kl. 19
Udøde på taget
Efterårsvejret sætter ikke en stopper for Himmelbio, den nye open air-biograf på taget af Filminstituttet. På torsdag viser de norske Thea Hvistendahls sadcore zombiefilm ‘Håndtering af udøde’ med de blændende Anders Danielsen Lie og Renate Reinsve blandt hovedrollerne.
Der er både udsigt til Københavns tagtoppe og nogle timer i uhyggens tegn. Et oplagt sted at forsvinde hen, hvis man er til en mere sofistikeret udgave af Halloween.
‘Håndtering af udøde’ i Himmelbio
Cinemateket, torsdag 31. oktober, kl. 18.30
Aktivisme og punk under træet
»We’ll watch the music video, have fun and talk shit about capitalism«.
Det er, hvad du kan forvente, når det fremstormende danske punkband Users holder releasefest torsdag på Under Træet. Aftenen er en fejring af deres anden single, ‘For You’.
Gruppen har i år gjort sig bemærket med en stribe højenergiske og samfundskritiske koncerter, blandt andet på Roskilde Festival, hvor de holdte et minuts stilhed i solidaritet med de civile, der har mistet livet i Gazastriben.
Users videopremiere & release
Under Træet, torsdag 31. oktober, kl. 19
Sirenesang i biografen
Helena Gao brillerede på årets Roskilde Festival. Hendes lyd kaldte Soundvenues Rasmus Weirup »et fænomen af overvældende skønhed« med en stemme som »sirenens langstrakte, længselsfulde kald«.
Fredag kan du tørt og varmt forsvinde ned i sirenedybet til hendes eksklusive biografkoncert i Empire Bio i samarbejde med den visuelle kunstner E-2000.
Screen Session: Helena Gao
Empire Bio, fredag 1. november, kl. 19-23
Hold det lågsus
Makkerparret og radioværterne Pelle Peter Jencel og Nicholas Kawamura har fået mange til at have det lågsus i over et årti. På fredag indtaget de to dj’s Københavns nye spillested Poolen på Refshaleøen.
»Vi glæder os helt intenst til at fylde Poolen med 2500 vanvittige gæster og bade dem i amok. I Vega smed folk tøjet og badedyrene crowdsurfede til det sidste. Men vi tror at det kan blive endnu vildere«, udtaler duoen, som dermed har skruet forventningerne helt i vejret.
Lågsus i Poolen
Poolen, fredag 1. november, kl. 20
Kom med i studiet
Kirken kan efterhånden mere end at invitere til gudstjeneste. Blandt andet at agere koncertsal.
Fredag introducerer Det Rytmiske Musikkonservatorium et nyt koncertformat i det kirkelige rum, hvor studerende inviterer gæster med ind i deres musikalske processer og ufærdige projekter.
Forvent melodiøse skitser og en eksperimenterende lydoplevelse. Alt sammen under de høje hvælvinger i Koncertkirken på Nørrebro.
Sharing Is Caring
Koncertkirken, fredag 1. november, kl. 19.30
Dronningebanko og burgere
Glem ‘gamle Ole’ og ‘to tynde drenge’. Lørdag er tallene skiftet ud med bangers, når URBAN13 holder musikbanko under Bispehuen med temaet ‘Queens’.
De tidlige kan købe sig en saftig burger med fritter fra den lokale Pop’s Diner, og arrangørerne meddeler, er der er ekstra point for at danse bordene.
Musikbanko: Queens of Music
URBAN13, lørdag 2. november, kl. 19
Halloweenfest på Reffen
Kribler uhyggen stadig i kroppen, kan du svede den ud hele weekenden, når Hangaren inviterer til Into the Shadow, en spooky todages ravefestival.
Det hele udfolder sig på ikke bare én, men to scener, hvor de lover både hypnotisk og groovy techo med et tungt og talstærkt lineup med blandt andre Blawan og Marrøn.
Mon ikke Hangaren kan overbevise dig om, at der ingen grund er til at være bange for mørket.
Into the Shadow
Hangaren, fredag 1. november, kl. 21-06
Har du en læseranbefaling til næste uges ‘Soundvenue går ud’, så send os en mail på gaarud@soundvenue.com eller en dm på Instagram.