Et minuts stilhed fik allerstørst applaus til Users’ punkbrag på Roskilde Festival

»You’re excused if you don’t know us«, lød det fra forsanger Sean Flaherty et kvarter inde i Users’ eftermiddagskoncert på Eos.

Forståeligt nok. For den danske punkkvartet har kun omkring et år på bagen og har, foruden en håndfuld live-sessions på YouTube, blot udgivet en enkelt sang.

Den frustrationsfyldte, antiautoritære hymne ’Why Can’t It Fucking Change?’ er til gengæld en god repræsentant for bandets udtryk. Users, der særligt henter inspiration fra de engelske forbilleder Idles, står for samfunds- og systemkritiske tekster i en eksplosivt rasende indpakning, formidlet på britisk engelsk af Flahertys skrålende og undertiden skrigende vokal.

Til dagens koncert gik de fire bandmedlemmer én efter én ind på den sparsomt udsmykkede scene, hvis mest iøjnefaldende element var et Palæstina-flag foran Oskar Lauritzen Meyers trommesæt. Imens forklarede en stemme meningen med bandnavnet for de uindviede: »We are all users of this life ruining drug called capitalism«.

Flahertys førnævnte kommentar var den klart mest beskedne af slagsen fra Users denne eftermiddag. For bandet kom med en veloplagt ’don’t give a fuck’-attitude – som om det faktisk var dagligdagskost for det endnu rimelig uprøvede band at spille på Roskilde Festival.

Forsangeren startede endda med en mild omgang trash-talk rettet mod det småforhutlede publikum, som voksede i størrelse efter en stor skylle lige før koncertstart. »I would like all of you to crawl back to your tents when we are fucking done with you«, sagde Flaherty med en bister grimasse fra scenen.

Mest af alt stod kapitalismen, politiet og verdens regeringer dog for skud. Selvom publikum selvsagt ikke kunne synge med på alle sangene i sættet, fik Users folk med på en række effektive og letforståelige paroler – som på to af råbe-omkvædene, der lyder henholdsvis »Gentrification!« og »Wake up!«

Undervejs lagde man næsten lige så meget mærke til guitarist Esbjørn Hannibal Hermanson som bandets forsanger. Der var virkelig gang i guitaristen, der skiftevis fløj rundt på scenen og skulede ud over festivalpladsen. Undervejs riffede han på guitaren i så mange forskellige positurer, at det næsten lignede, han wrestlede med den.

Users’ energiudladninger kom også ud blandt særligt de forreste rækker i publikum, som fik selskab af Flaherty til en mindre crowdsurfing-tur. Da Hermanson senere forsøgte at gøre ham kunsten efter, kom han ikke særligt højt til vejrs, og han endte i stedet i en moshpit – med sin guitar, vel at mærke.

Efter disse underholdende scenarier begyndte koncerten dog at tabe pusten en smule. Trods rockstjerne-attituden er 45 minutter alligevel lang tid holde publikum i gang med et næsten ukendt bagkatalog af sange, og det kunne mærkes efter godt en halv time, hvor Users også spillede deres mest langsomme nummer.

I koncertens sidste tredjedel modtog Users imidlertid også den største applaus – affødt af noget, i koncertsammenhæng, så sjældent som komplet stilhed.

Flaherty instruerede således tilhørerne i at holde et minuts stilhed for civile og børn, der har mistet livet i Gazastriben. Imens holdt bandmedlemmerne det medbragte Palæstina-flag op.

Punkkoncerten var forvandlet til en aktivistisk demonstration, og samhørighedsfølelsen gav publikum fornyet energi. Der blev givet en ekstra skalle til afslutningsnummeret, ’Why Can’t It Fucking Change?’, som mange fremmødte for en gangs skyld godt kendte på forhånd.