Mike Jeffries, den tidligere direktør i det amerikanske tøjmærke Abercrombie & Fitch, er blevet anholdt og sigtet for menneskehandel med et seksuelt motiv.
Også hans romantiske partner, Matthew Smith, og en af Mike Jeffries’ ansatte er blevet anholdt i forbindelse med sagen.
Det oplyser en talsperson for føderale anklagere ifølge nyhedsbureauet AP tirsdag.
Anklagen lyder, at de tre sigtede i næsten 20 år har brugt direktørens status og berømmelse til at dække over en livsstil, der har omfattet seksuel udnyttelse af unge mænd. Med et løfte om modelkarrierer eller en fremtid i modebranchen har de presset de unge mænd til at deltage i fester, hvor der blev uddelt stoffer, alkohol og Viagra.
Søgsmålets præcise indhold er endnu ukendt, men det drejer sig ifølge CNN om episoder fra mellem 2008 og 2015.
80-årige Mike Jeffries har også tidligere været i mediernes søgelys de seneste år.
I september sidste år udgave BBC dokumentaren The Abercrombie Guys: The Dark Side of Cool, der afslørede, at den tidligere direktør gennem en årrække har udnyttet unge mænd seksuelt.
To mænd, der optræder i dokumentaren, oplyser blandt andet, at de skulle underskrive fortrolighedserklæringer i forbindelse med at have deltaget i Mike Jeffiries sexfester.
Kort tid efter dokumentaren lagde tidligere Abercrombie & Fitch-model David Bradberry sag an mod Mike Jefffries.
Efterfølgende indledte FBI den efterforskning, der nu har ført til et omfattende sagsanlæg.
Abercrombie & Fitch havde sin storhedstid i 00’erne, hvor de blev kendt for deres low-cut jeans og tracksuit-hoodies.
De gjorde sig blandt andet bemærket med deres seksualiserede markedsføring. I butikkerne kunne kunder desuden få taget polaroidbilleder med mandlige modeller i bar overkrop og kvindelige modeller i korte shorts.
Senere er brandet blevet kaldt USA’s mest forhadte tøjmærke på baggrund af sager om blandt andet diskrimination, men også en nostalgisk favorit blandt generation Z’ere, ifølge onlinemagasinet Fast Company.
Mike Jeffries har desuden udtalt i et interview med Salon tilbage i 2006, at »mange mennesker ikke hører til i vores tøj« med henvisning til overvægtige personer.
Mike Jeffries blev efter sin anholdelse tirsdag løsladt mod kaution på 69 millioner kroner. Fredag skal han møde i retten igen.