Kunstnernes jul
Charlottenborg forvandler sig til en markedsplads torsdag og åbner dørene for Kunstakademiets årlige julemarked.
Her kan du købe kunst til dig selv eller dem, du holder af. Når øjnene er mætte, kan du rette snuden mod Apollo Bar og et glas gløgg.
Kan du ikke nå forbi onsdag, holder markedet også åbent søndag den 15. december.
Kunstakademiets Julemarked
Kunsthal Charlottenborg, onsdag 11. december, kl. 16-20
Side 9-pigen flytter ind hos Politiken
Hvordan arkiverer man billeder af nøgne kvinder, når nogle af dem er mindreårige, og etikken rykker sig med tiden?
Ekstra Bladets side 9-pige er omdrejningspunktet i Maja Malou Lyses udstilling ‘Bombshell, Boom!’, der rykker ind i Politikens Forhal.
Du kan også forvente et sæt store kvindeøjne, der våger over os fra lysavisen på JP/Politikens Hus; en aktuel Side 9-pige, så vant til at blive beskuet, som nu ser tilbage på os.
Fernisering: Bombshell, Boom!
Politikens Forhal, torsdag 12. december, kl. 17-19
Selma Judith sort på hvidt
I teatret Sort/Hvids Klub Kreatur inviterer de kunstnere ind for blot én aften, så de åbent kan eksperimentere med deres kunst foran et publikum. I november var Afskum forbi.
Denne gang indtages scenen af Selma Judith, som sammen med cellist Benedicte Adrian og performancekunstner Sophie Grodin vil forsøge at udfordre rammen for den almindelige koncertoplevelse.
Klub Kreatur: Selma Judith
Sort/Hvid, torsdag 12. december, kl. 20
Retfærdighedens ryttere
Mellemfolkeligt Samvirke inviterer til ‘Fest 4 retfærdigt statsborgerskab’ i Demokratigaragen i samarbejde med Unge 4 Retfærdigt Statsborgerskab, Fair Statsborgerskab og Os Udenfor.
De har pakket et tæt program med fokus på dem uden statsborgerskab, der kæmper for deres rettigheder. Du kan blandt andet se frem til oplæsning af Amina Elmi og koncert med JJ Paulo. Aftenens konferencier er DR-darlingen Helin Erdem.
Der vil blive serveret aftensmad af Syriske ShammFood. Begivenheden er gratis, men kræver billet.
Fest 4 Retfærdigt Borgerskab
Rentemestervej 57, torsdag 12. december, kl. 17-22
Modstandspoesi på Reffen
Torsdag er der sidste særomvisning af udstillingen ‘The song is the call, and the land is calling’ af den palæstinensiske kunstnerduo Basel Abbas og Ruanne Abou-Rahme.
Her kan du opleve værker, der behandler oplevelser af håb og fælleskab, konflikt og besættelse. Et arbejde kunstnerduoen selv kalder for ’modstandspoesi’.
Seniorkurator Aukje Lepoutre Ravn fortæller behind-the-scenes-historier og introducerer tankerne bag udstillingen. Der er lagt op til seriøse samtaler, men i uformelle rammer. Med i billetprisen får du nemlig også en kold drink med fra baren.
Cocktails og kurator: Basel Abbas + Ruanne Abou Rahme
Copenhagen Contemporary, torsdag 12. december, kl. 18.30-21
En meget ægte fødselsdag
Real Live har det seneste år været stærke festarrangører og er nu også sprunget ud som pladeselskab. Lørdag fejrer de 1-års fødselsdag med en fest på Mayhem.
Aftenens headliner er fløjet ind fra London, den selvproklamerede ambient rockstar, Thrilliam Angels, men lineuppet byder også på andre udenlandske artister som den japanske audiovisuel kunsterduo Tamanaramen.
Desuden spiller også en af Real Lives medstiftere, danske Franarchy.
Realest Year by Real Live
Mayhem, lørdag 14. december, kl. 20-01
Grøntmarked ser rødt
Julen har mange traditioner, og Østergros Julemarked er en af dem!
Denne weekend inviterer de igen til et grønt marked i julens tegn, når de slår boder op og sælger ud af økologiske grøntsager, brugskunst og lokale lækkerier.
Den lille tagfarm på Østerbro udvider denne omgang sit territorium og indtager også den lille gård, hvor der er mulighed for pandekager på bål, at hilse på kaniner eller drikke en varm æblegløgg fra Gro Spiseri.
Østergro Julemarked
Østergro, lørdag 14 december + søndag 15. december, kl. 11-16
Sommerfugle i Cinemateket
Kendrick Lamar overraskede alle, da han i november pludselig smed et nyt album på gaden, hvorpå han er i sine følelsers vold. Vores anmeldelse kaldet ‘GNX’ »albummet, vi troede, Kendrick Lamar var for fin til at lave«.
Søndag kan du spole tiden ni år tilbage, når Cinemateket inviterer til lyttesession på hans mere eksperimenterende, næsten jazzede album ’To Pimp a Butterfly’.
Albummet introduceres af rockkritikkerne Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch. De vil blandt andet tage dig igennem værkets tilblivelse og fortælle anekdoter, imens du som del af billetprisen kan læne dig tilbage og nyde en kold øl i de bløde sæder.
Musik i mørket: Kendrick Lamar – ‘To Pimp a Butterfly + intro
Cinemateket, søndag 15. december, kl. 14
Har du et tip til de kommende ugers ‘Soundvenue går ud’, så send os en mail på gaarud@soundvenue.com eller en dm på Instagram.