Soundvenue går ud: I denne uge skal vi opleve psykedelika, til kærlighedsfest og spille skak i Kødbyen

Den kommende uge står i ømhedens og inderlighedens tegn. Soundvenue guider til begivenheder, der kan kurere din vinterblues.
Soundvenue går ud: I denne uge skal vi opleve psykedelika, til kærlighedsfest og spille skak i Kødbyen
Oh Land. (Foto: Petra Kleis)

Psykedelika og lydbad i Cinemateket

Hvis dit nytårsforsæt står i selvomsorgens tegn, er det måske værd at undersøge alle de mange typer terapi, der er kommet til landet de seneste år. En af dem kan du i hvert fald blive klogere på tirsdag, når Cinemateket inviterer til oplæg om psykedelisk terapi.

I selskab med musikterapeut Catharina Messel og forskningsleder Dea Siggaard Stenbæk kan du få indsigt i psilocybin-assisteret behandling. En terapiform, der handler om svampe og hallucinationer.

Gæsterne bliver dog ikke aftenens prøvekaniner. Til gengæld kan du glæde dig til 60 minutters lydbad efter oplægget, hvor du kan læne dig tilbage i det bløde sæde og tage imod en helt særlig sanse- og billedoplevelse.

Psykedelisk terapi og musik
Cinemateket, tirsdag 21. januar, kl. 17.15

Granater på SMK

Musikeren Oh Land og forfatter Knud Romer har i kunstens tegn viklet deres arbejde ind i hinanden på Statens Museum for Kunst.

Oh Land. (Foto: Lasse Bech Martinussen)

Onsdag har du mulighed for at opleve deres unikke musikstykke ‘Victims of War’ inspireret af museets aktuelle og velbesøgte udstilling ‘Käthe Kollwitz – Mensch’.  De to kunstneres arbejde blev også fremvist til udstillingsåbningen, og efterspørgslen har siden været så stor, at de nu gør det igen.

Udstillingen kredser om menneskets rolle i verden og konfronterer barske motiver udledt af erfaringer med lidelse og tab med udgangspunkt i skyggen af krig og fattigdom.

Det krigeriske sætter sig også i aftenens musik. Som Knud Romer har formuleret det, skal Oh Lands musik »banke et granathul i Statens Museum for Kunst«.

Oh Land x Kollwitz på SMK
Statens Museum for Kunst, onsdag 22. januar, kl. 17.30 – 18

I stolen hos et ikon

Mange kender den ikoniske vifteformede Trinidad-stol fra venteværelset hos lægen. Faktisk kan den nogle gange føles ironisk behagelige taget situationen i betragtning.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Trinidaden er tegnet af arkitekt og møbeldesigner Nanna Ditzel, der er blevet kaldt dansk designs førstedame på grund af sin banebrydende måde at gentænke traditionelle møbler med frihed og bevægelse i fokus. 

Torsdag inviterer Dansk Arkitektur Center (DAC) til udstillingsåbning på ‘Sæt kroppen fri’, så du kan få lov at udforske nogle af Nanna Ditzels mest anerkendte designs.

Arrangementet byder på kolde forfriskninger, åbningstaler og mulighed for at købe varm aftensmad i caféen efterfølgende.

Udstillingsåbning: Nanna Ditzel – ‘Sæt kroppen fri’
DAC, torsdag, 23. januar, kl. 17-19

Skakmat på Jolene

Det næste move er aldrig længere væk end Jolene. Heller ikke når natklubben torsdag inviterer til skakaften og musik.

(Foto: Jolene Bar)

Her gælder det nemlig også om at lave de rigtige træk, finde på gode åbninger og håbe, at strategien holder stik. Men denne aften er klubfolket byttet ud med skakbrætter og -skamler til alle villige spillere. 

Er du mere til at kigge på eller bare nyde noget god musik, er der også rig mulighed for det. Der vil være en god håndfuld dj’s bag pulten hele aftenen, der med en blanding af jazz, soul, house og alt derimellem varmer stemningen og skakbrikkerne op.

Checkmates at Jolene: Casual Chess & Music Listening Club
Jolene Bar, torsdag 23. januar, kl. 18-22

Kærlighedsfest i Kødbyen

Lørdag kan du igen vende snuden mod Jolene, der denne gang forbedrer januarmørkets chancer for at finde kærligheden til et kæmpestort Love Party.

Aftenen er en ode til alt det, den københavnske natklub elsker. Festen. Dansen. Forbindelsen til hinanden. At have det sjovt.

(Foto: Jolene Bar)

Selv lineuppet står også i kærlighedens tegn. Du kan nemlig se frem til DJ LoveCatt, der med et bankende hjerte for housemusikken forhåbentlig kan få gæsternes hjerterytme op i tempo på dansegulvet.

Derudover får aftenen besøg af hollandske Aurelius, der også har forelsket sig i housegenren, men med et soulet twist.

Love Party w/ Aurelius og DJ Lovecatt
Jolene Bar, lørdag 25. januar, kl. 22-05

Kroppen i et kalejdoskop  

En menneske træder ind i et fire meter højt glasmontre med gulv og loft af spejle. Eller måske et menneske. Det nærmere er et slags væsen. Det vides ikke helt.

Over weekenden har du dog mulighed for (måske) at finde ud af, hvad det er, når den danske koreograf og performer Ruth Rebekka Hansens performance og kunstværk ‘RIPE BODY: RIP IT’ indtager scenen på Sort/Hvid.

Ruth Rebekka Hansen i ‘RIPE BODY: RIP IT’ på Roskilde Festival (Foto: Jacob Stage.)

Med kroppen som omdrejningspunkt undersøger og dekonstruerer hun det kønnede og det feminine. Alt sammen gennem et kalejdoskopisk filter.

Sammen med komponist og musiker Lauge Heebøll, der står bag aftenens lyd, bliver publikum inviteret ind i en alternativ virkelighed. Det bliver flydende, forførende og festligt. 

Ripe Body: Rip It x Lauge Heebøl
Sort/Hvid, torsdag 23. januar – lørdag 25. januar, kl. 20

Sjælelig forfest

Indierock-talentet Vilma Crow kom denne uge med på Soundvenues liste over de 15 mest lovende nye danske musiknavne, inden at hun officielt havde udgivet så meget som én sang.

Fredag fejrer hun sangens udgivelse med en release-koncert på spillestedet Urban 13, hvor man får mulighed for at starte weekenden blidt ud og finde ud af, hvad den lovende musiker ellers har i støbeskeen.

Vilma Crow. (Foto: PR)

Du kan varme op med sangerens nyligt udgivne og stærke debutsingle ‘Impress U’, der leder tankerne hen mod kunstnere som Adrienne Lenker og dansk-færøske Brimheim, der mestrer at bruge musikkens virkemidler til at besynge selv de mest barske følelser.

Vilma Crow + Sif
Urban 13, fredag 24. januar, kl. 21 (dørene åbner kl. 20)

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af