Jo Brunak fra DR’s Talenthold tøver lidt, inden hun skal anbefale sine yndlingspodcasts.
»Det er lidt som at vise nogen ens søgehistorik. Eller låne sin ene AirPod ud. Hvad hvis der er ørevoks på?«, siger hun.
Mange genkender Jo Brunak fra DR P3’s sociale medier. Blandt andet i rollen som reporter i Folketinget, der stiller politikerne tåkrummende spørgsmål. Eller i sketches over for kollegaer som Adnan Al-Adhami og Christoffer Prisholm, hvor alt fra vores datingkultur til smarte vandflasker får en tur gennem det satiriske maskineri.
Men det hænder også, at man finder hende på skærmen i rollen som sig selv. Eksempelvis når hun deler ud af sit liv med ADHD.
Og selvom tiden som del af det lille hold af fire stjerneskud har lært hende at tro på sig selv, har det også taget hende tid at regne ud, hvordan mediebranchen fungerer. Nu er hun ved at fange det og har netop landet en værtsrolle i et kommende DR P3-program, der udkommer til sommer. Her skal hun arbejde med reportage for første gang.
For Jo Brunak er relationen til arbejdet i DR, hvor hendes tid på Talentholdet efter to år slutter til maj, stadig en blanding af nysgerrighed og ydmyghed. Det er også sådan, hun har det, når vi spørger ind til hendes podcastanbefalinger.
Derfor bruger hun en del tid på at lytte til nogle af sine kvindelige forbilleder. For eksempel udlandskorrespondenten Stéphanie Surrugue, der er en af Jo Brunaks ledestjerner.
»Når jeg ser Stéphanie Surrugue på gangen ude på DR, så har jeg lyst til at invitere hende ud og ryge en cigaret. Men jeg har ikke turde spørge hende endnu«, siger hun.
Helt fri fra ørevoks har vi fanget kulturskaber og satiriker Jo Brunak til en snak om de podcasts, hun er allermest begejstret for lige nu.
‘Satans syndsforladelse’
»Jeg hører tit podcast, mens jeg laver noget andet. Men med den her podcast sidder jeg bare og kan ikke gøre andet end at lytte. Jeg endte med at høre alle syv afsnit i et hug.
Det er radiojournalist Emil Rothstein-Christensen, som er vært. Han har faldet over hjemmesiden lefflerhanne.dk og tager så ud for at møde mediet Hanne og hendes medhjælper, Kirsten, ude i Gladsaxe.
De her to kvinder er en slags kolleger og venner, der har deres egen aktivistiske mission mod det onde. De har kontakt med Gud, Putin, Kim Larsen og Satan. Og det er alt sammen helt seriøst.
Hanne er sat i verden for at hjælpe på den måde, at hun skal være en mægler mellem eksempelvis Satan og os levende. Hun skal hjælpe Satan med at undskylde for sine gerninger.
Og der sker så mange sjove ting midt i det hele. Sådan Satan skal lige sige noget, men først skal de lige have en kop kaffe.
Jeg synes virkelig, det er spændende, og jeg har stor respekt for Emils tilgang, fordi jeg oplever, at tro og spiritualitet er ret tabubelagt i Danmark. Den her podcast stiller sig åbent for nogen, der lever gennem en helt anden virkelighed.
Det er en af de lytteoplevelser, som har sat sig fast i mig.«.
‘Satans syndsforladelse’ kan høres i DR LYD.
‘Stjerner og striber‘
»Nu er det ikke for at være firmaets kvinde, men jeg anbefaler igen en DR-podcast. For den her kombinerer to ting jeg holder meget af. Amerikanske nyheder. Og journalist Stéphanie Surrugue.
Konceptet går ud på, at DR’s udlandskorrespondenter to gange om ugen mødes og taler om amerikansk politik. Stéphanie Surrugue er vært og har gæster som USA-journalist Lasse Engelbrecht, tidligere amerikansk ambassadør Rufus Gifford eller tidligere USA-korrespondent Lillian Gjerulf Kretz.
Det, jeg synes, er så fedt ved den her podcast, det er, at de har så stor en indsigt i det, de snakker om.
I forbindelse med det amerikanske valg, som jeg var meget optaget af, vendte jeg derhen for at holde mig opdateret, fordi de altid formåede at samle alle de vigtigste observationer og emner i ét afsnit.
Og så synes jeg også bare, at Stéphanie Surrugue er så utrolig sej. Hun har den her særlige energi. Hun går med rank ryg. Hun ved sindssygt meget. Og så mestrer hun en helt særlig dobbelthed. Mellem alvor og så pludselig at kunne indgå som vært på Melodi Grand Prix.
Det ville kræve, at jeg læste lidt flere bøger, hvis jeg skulle ende som hende. Og der er jeg måske også lidt mere til humoren og det, der sker i satiren«.
‘Stjerne og striber’ kan høres i DR LYD.
‘Genialos’
»Konceptet går ud på, at tv-personlighed Sidney Lee (der døde i 2022, red.) og fysikeren Holger Bech Nielsen mødes og taler om alle mulige forskellige teorier og fænomener.
Podcasten er genial, fordi den indebærer den perfekte kontrast. En realitystjerne, en videnskabsperson og deres to meget forskellige syn på verden. I samtalerne viser de, at der bor en enorm respekt imellem dem, og hvordan man kan undersøge og være nysgerrig uden, at man afviser hinanden.
Et eksempel er Sidney Lee, der er overbevist om, at jorden er flad. Og i stedet for at Holger Bech Nielsen reagerer med total uforståenhed, dykker de ned i de her koncepter og forskellige verdenssyn sammen. Der er desuden også en slags vært med eller en nærmere en moderator. Han sender af og til nogle bolde af sted mod dem, der drejer samtalen i nye eller anderledes retninger.
Det er utrolig underholdende, fordi de er to personligheder. Jeg kunne også godt forestille mig, at der bliver spillet lidt på den. Måske mest fra Sidney Lees side, han var trods alt realitystjerne.
Men det er på en måde underordnet. De repræsenterer stadig en beundringsværdig villighed overfor hinanden og den frie samtale«.
‘Genialos’ blev sendt på Radio24Syv. Udvalgte afsnit kan høres på Spotify.