Syng ugen ind
Vi starter hårdt fra morgenstumden, hvor du kan få lov at synge ugen ind med en af de helt store.
Det virker som om, at Emma Sehested Høeg har været overalt de seneste år, og nu gæster hun også Johan Borups Højskoles åbne morgensamling.
Arrangementet starter med en q&a med multikunstneren, hvorefter der naturligvis er mulighed for at deltage i fællessang fra højskolesangbogen.
Åben morgensamling med Emma Sehested Høeg
Johan Borups Højskole, tirsdag 3. juni kl. 9
Artpop og aktivisme
Torsdag kan man opleve Melodi Ghazal i helt unikke rammer, når hun giver koncert på Blaagaard Teater i en særlig scenografi skabt af kunstneren Lina Hashim.
Den dansk-iranske musiker fik sit gennembrud med singlen ‘Fuck the System’, og det lyriske univers i hendes lækre artpop, der veksler mellem engelsk og persisk, er både følsomt og med en aktivistisk kant.
»Der er stærke momenter af uhildet modstandskraft, som viser et stort kunstnerisk potentiale. En nævenyttig protestvilje brænder …«, lød det i Soundvenues anmeldelse Melodi Ghazals debut-ep.
Melodi Ghazal
Blaagaard Teater, torsdag 5. juni kl. 20
Tungt Distortion-lineup på Nørrebro
Årets Distortion starter allerede motoren onsdag, men torsdag kommer det for alvor til at brage, når festivalen rykker ind på Nørrebro.
Ud over den originale, gratis gadefest, er der et imponerende musikprogram på tre scener til Distortion X Nørrebro omkring Den Røde Plads.
Her venter et tungt hiphopprogram med blandt andre Lamin, Sivas, Kundo, Zuloo og Anton Westerlin.
Og på Soundvenue-scenen venter et alsidigt lineup, der spænder fra Barselona, Cevil, Dos Santos og Wicky til et hyperpopangreb fra Alice Ai og Debbie Sings.
Distortion x Nørrebro
Nørrebro, torsdag 5. juni kl. 16
Lars von Triers kvinder
Hvad er Sofie Riise Nors’ aversioner mod Danmarks måske mest hæderkronede filminstruktør?
Det folder forfatteren og illustratoren ud på fredag i Nikolaj Kunsthal, der lige nu huser udstillingen ’Breaking Darkness’, en udforskning af Lars von Triers særegne filmiske univers.
Her vil hun deltage i en samtale med kunsthallens kunstneriske leder, Helene Nyborg Bay, om sit bidrage til udstillingen i form af en kritisk tilgang til von Triers portrættering af kvinder.
Sofie Riise Nors og Lars von Triers kvindeskildringer
Nikolaj Kunsthal, fredag 6. juni kl. 18
Festivalfinale
Kulminationen på Distortion er traditionen tro planlagt til at indtræffe på Refshaleøen fredag og lørdag, hvor et koloenormt lineup med elektronisk musik på hele seks scener.
I programmet finder du både gamle kendinge og helt nye ansigter fra den danske scene, men hovednavnet må være den sydkoreanske dj og house-producer Peggy Gou.
Distortion Ø
Refshaleøen, fredag-lørdag 6.-7. juni kl. 18
DM i forsvindende klodser
Hvis du ikke kan overskue Distortion, kan du tilbringe din lørdag i mindre, men sikkert lige så festlige, rammer på Bip Bip Bar, hvor der afholdes DM i Tetris.
Uanset om du er fuldkommen noob til stablingsspillet eller har været tilhænger siden dets undfangelse i 1984 – alle er velkomne – så er der lagt i kakkelovnen til en dramatisk eftermiddag, når der dystes om, hvem der får titlen som landets skarpeste pusler.
DM i Tetris
Bip Bip Bar, lørdag 7. juni kl. 12
Sommerbangers og banko
Lørdag aften kan du byde sommeren velkommen med en god gammeldags omgang musikbanko.
Det foregår hos Absalon, der har samlet en liste af de helt hårde, oldschool sommerbangers til denne omgang banko. Her kan du fuldkomment sorgfrit skråle med på ’Vamos a la playa’ og ’The Ketchup Song’, inden folkehuset forvandles til et stort dansegulv.
Sommermusikbanko
Absalon, lørdag 7. juni kl. 20.30
Dansedøgner
Efter et hårdt stræk med Distortion er søndagen selvfølgelig ingen hviledag. På Den Anden Side kan ugen rundes af på samme manér, som gadefesten har regeret i byen i de foregående dage.
I anledning af festivalens afslutning holder klubben nemlig Én Lang Nat med energibomben Anastasia Kristensen, der holder dig og din døgner ved selskab med dristige beats.
Én Lang Nat with Anastasia Kristensen
Den Anden Side, søndag 8. juni