Med knyttet næve mod systemet viser Melodi Ghazal stort potentiale på debut-ep’en ‘Mellow D’
Én bestemt lyd skiller sig markant ud på ’Fuck The System’, forløbersinglen til Melodi Ghazals debut-ep, ’Mellow D’.
Slam! Et knytnæveslag lagt ind i en kort pause mod slutningen af nummeret.
Måske ikke så overraskende i en sang med den titel. Det er vel lyden af den modstand, Ghazal synger om i omkvædet. Alligevel stikker det markant ud i den lækre, elektroniske artpop, fordi det minder om en spileffekt taget direkte fra ‘Mortal Kombat’ i 90’erne.
Lyden gør det soleklart: En nævenyttig protestvilje brænder i den dansk-iranske sanger.
I et interview med Soundvenue har Melodi Ghazal fortalt om frisættelsen i hendes musikalske projekt. Det samfundsmæssige perspektiv – protesterne for kvinders rettigheder i Iran – og hendes egen sammensatte identitet. For Ghazal er musikken hendes »egen tømmerflåde«, der driver mellem sprog og musikalske genrer.
Frem for at skamme sig over sit modersmål, som hun gjorde som barn, bruger hun det aktivt i musikken, og mange af numrene har længere passager på persisk. Indimellem dukker ret så friske hybridfraser op, som når hun på det fængende omkvæd til ’Everytime’ oversætter ‘baby’ til ‘bache’: »Cause I’m thinking of you, bache / So real, so good, bache«.
Tiden er afgjort moden til den form for sprogrelativisme, som eksempelvis allerede huserer i k-poppen og hos forbilledet Rosalía, og det giver ep’en et egenartet og nysgerrigt udtryk.
Men den aktiviske slagkraft, som lever i Melodi Ghazals store potentiale, efterlader ikke de blå mærker, man kunne have drømt om.
Konfrontationerne drukner i lullende spilledåsesynths, der lægger en ærgerlig bedøvelse på de iltre opråb. Den artpoppede, modale mystik bliver ofte en musikalsk hæmsko, der modvirker udbryderenergien.
Musikken fremstår uafklaret. Det behøver ikke nødvendigvis være negativt.
»I melt into / Into the world’s oceans«, lyder det på det sidste nummer, ’A Modest Place’. Tømmerflåden har forvildet sig ud i høj sø, fornemmer man på de bølgende synth-arpeggios. Et stormvejr er under opsejling. Det ankommer i form af kæntrende tech-trance, der tager lytteren på sengekanten. Her bider Melodi Ghazal fra sig.
For et projekt, der slår sig op på musikalsk frigørelse, føles ’Mellow D’ egentlig for tilbageholdendt. Men i stærke momenter bliver de subtile produktioner lagt på hylden – og her rammer knytnæverne i solar plexus, så man for alvor mærker Melodi Ghazals store potentiale.
Kort sagt:
Selvom Melodi Ghazals debut-ep fremstår en anelse uafklaret, er der stærke momenter af uhildet modstandskraft, som viser et stort kunstnerisk potentiale. En nævenyttig protestvilje brænder i den dansk-iranske sanger.