10 MINUTTER MED… Vi reagerer alle forskelligt på uretfærdighed. Man kan skrige, græde, stå med et banner. Eller man kan skrive musik.
Dansk-iranske Melodi Ghazal, som i fredags udgav singlen ‘Fuck the System’, gør sidstnævnte.
‘Fuck the System’ er en sang, der – som titlen antyder – er en reaktion på systemiske uretfærdigheder. Uretfærdigheder, der også har vist sig i et mikroperspektiv i Melodi Ghazals eget liv.
For hvad gør man lige, når man oplever et system, der ikke har plads til én? Hvor står man, når ens forældre er flygtet fra Iran, men man selv er vokset op i Danmark med vestlig popkultur, Disney-prinsesser og teenidoler?
Man nægter at vælge side og åbner sig for et flerkulturelt overload, viser det sig. Melodi Ghazal udfordrer og omfavner begge sider af sin dobbelte identiet i sit tekstunivers og i sin lyd. Poppet »it’s Britney, bitch«-energi sameksisterer med beatet af en iransk daf-tromme.
Det kunne man høre på singlen ‘On land’ og på Ghazals spritnye single ’Fuck the System’. De vil være at finde på hendes kommende debut-ep, ’Mellow D’. En ep, hun skal optræde med på både Roskilde Fesstival og Heartland.
Den kombination af indignation over for uretfærdighed og modtagelighed over for modsætninger har i den grad pirret vores interesse, så vi bad Melodi Ghazal deltage i vores interviewkoncept, hvor vi taler i lige præcis 10 minutter med en aktuel artist.
Vi sætter altså uret på 10 minutter… telefonen ringer… »threeeee is a magic number«…
Hej Melodi! Nu er ’Fuck the System’ ude. Hvordan har du det?
»Jeg har glædet mig så fucking meget. Altså virkelig, virkelig meget. Der er noget nyt på spil med den her sang«.
Hvad er der på spil?
»Det startede med at være en personlig sang, der skulle frigøre mig fra at prøve at passe ind i et system, hvor jeg befinder mig lavere i hierarkiet som etnisk minoriseret fra Mellemøsten. Og så er der de recent events (protesterne i Iran, red.), der har gjort, at ’Fuck the System’ er vokset til at betyde noget større for mig«.
»Det er sådan en sang, der handler om at frigøre sig. At stoppe med at være vred på sig selv over ikke at kunne det samme som de andre. Men i stedet være vred på systemets vilkår, der ikke gør det muligt at være som de andre«.
Hvad skete der konkret, som gav dig den erkendelse?
»Det var en blanding af forskellige ting. Men det startede i 2020 med mordet på George Floyd«.
»Black Lives Matter-bevægelsen åbnede op for snakken om, hvad det vil sige at være etnisk minoriseret i et land som Danmark. Og det gjorde, at jeg kunne mærke det undertrykkende blik, jeg havde på mig selv, som jeg ikke havde registreret før. Som jeg ikke havde givet mig selv lov til at registrere før«.
»I 2020 begyndte jeg at rydde op i mig selv. Og det indbefattede også en masse skam, som så blev erstattet af vrede«.
Hvor kommer din skam fra?
»Skammen er et reversed blik på mig selv. En internalisering af, hvad jeg har registreret. Som barn, som voksen. Det var alt fra, at jeg ikke ville snakke mit modersmål udenfor i offentligheden eller ikke at ville associeres med min anden etniske herkomst«.
Du siger, at du nu har vendt skammen til vrede. Hvordan gør du det i din musik?
»Mit musikalske projekt er at ikke vælge side. Ikke at spalte mig selv som det ene eller som det andet. Men i stedet at samle alt jeg er gjort af. At skifte mellem sprog og soniske elementer. At være min egen tømmerflåde, hvor jeg har samlet alle de ting, som er mig«.
Har du altid været aktivistisk anlagt?
»Nej. Jeg har fået adgang til det igennem musikken. Jeg har ikke turdet før. Det har skammen været skyld i«.
Hvordan fandt du frem til musikken?
»Meget tidligt i min barndom begyndte jeg at synge og skrive sange. Jeg gik til klaver, men stoppede lige pludselig i ti år. Jeg spillede ikke musik, og jeg var sådan lidt halvdeprimeret i mange år, men bar bare rundt på mit lille el-klaver. Indtil jeg en dag blev tilpas træt af min situation. Så begyndte jeg at spille igen«.
Hvordan udviklede du din lyd?
»Ved simpelthen at være meget umiddelbar. Bare være sådan her: Ja, jeg elsker Britney Spears, og ja, jeg elsker Googoosh, som er en iransk sangerinde. De to lever side om side i mig«.
Hvad håber du, der skal ske nu?
»Jeg håber, at der er flere, som lytter til min musik og på den måde bliver mere modtagelige over for kompleksitet og kombinationer. Vi skal fejre sammensætninger og undgå det kategoriske«.
Nu skal du spille på Roskilde Festival til sommer. Hvis du nu skulle dagdrømme lidt, hvilken koncert vil du så gerne skabe?
»Jeg vil gerne have, at det føles som en verden, publikum træder ind i. Afskærmet fra resten af verden. Jeg vil lukke dem ind i det sammensuriumsunivers af kulturmixes, som der findes inden i mig. Stort og intimt på samme tid«.