Det vælter ind med nye navne til sommerens danske festivaler. I mandags annoncerede NorthSide de første ti navne til 2023 inklusive hovednavnet Muse, og i går gik Syd For Solen ud med The War On Drugs.
Nu har Roskilde Festival meldt sig på banen med hele 19 nye navne til næste års plakat.
Til sommer får Dyrskuepladsen blandt andet besøg af legenderne i Blur (der spiller deres første Roskilde-koncert i 20 år) og Queens of the Stone Age samt af popnavnene Tove Lo og Tobias Rahim.
Ja, Tobias Rahim – igen. Han spillede på Arena i år, men næste sommer får han altså lov til at spille på Orange Scene.
Andre nævneværdige bookinger inkluderer kritikerroste Japanese Breakfast, New Orleans bounce-ikonet Big Freedia, den tidligere Crystal Castles-frontkvinde Alice Glass og Sudan Archives, hvis seneste album vi anmeldte til hele seks stjerner.
De danske bookinger er også værd at bide mærke i. Roskilde Festival har annonceret Debbie Sings, Ganger og Melodi Ghazal.
Læs mere om vores fem favoritter blandt dagens offentliggørelser.
Dagens tilføjelser til programmet er den anden musikpakke, Roskilde Festival har annonceret til 2023.
For en måned siden løftede festivalen blandt andet sløret for Christine & The Queens, Burna Boy, Denzel Curry og Kesi. Dermed er der nu i alt offentliggjort 35 navne.
Alle dagens annonceringer:
Blur (UK)
Queens of the Stone Age (US)
Japanese Breakfast (US)
Tove Lo (SE)
Tobias Rahim (DK)
Adekunle Gold (NG)
Alice Glass (CA)
Bala Desejo (BR)
Big Freedia (US)
Debbie Sings (DK)
Ganger (DK)
Ithaca (UK)
Liraz (IR)
Melodi Ghazal (DK)
Nikki Lane (US)
ShaSimone (UK)
Sudan Archives (US)
Villano Antillano (PR)
Witch Club Satan (NO)