Roskilde Festival: Addison Rae leverede en popkoncert af en type, jeg ikke troede fandtes længere
KONCERT. Det sidste jeg så inden Addison Raes koncert på Orange Scene var danske The Savage Rose, der gav sit talstærke Eos-publikum en lektion i den hippiehistorie, som Roskilde Festival står på skuldrene af.
Der burde umiddelbart ikke være nogen åbenlys parallel til det amerikanske TikTok-fænomens ultrasyntetiske popunivers. Og dog. For det, Addison Rae gav Roskilde Festival, var en lektion i de sidste 30 års pophistorie forklædt som et dybt underholdende spektakel.
Undervisningen begyndte allerede, da hun under åbningsnummeret – gennembrudshittet ’Diet Pepsi’ – kom til syne på et roterende CD-drev, præcis som Kylie Minogue gjorde, da hun spillede et i dag legendarisk mash-up af ’Can’t Get You Out of My Head’ og ’Blue Monday’ til Brit Awards i 2002.
Derfra fortsatte koncerten med det, der hurtigt udviklede sig til et kollage-agtigt samtidskunstværk af popkulturelle referencer.
’New York’, der åbner sidste års fremragende debutalbum ’Addison’, blev leveret i tæt parløb med mandlige dansere i parisiske stribede trøjer og stramt udført cancan-dans, der pegede tilbage på The Pussycat Dolls og deres spektakulære burlesque-optrædener.
Der var nik til Gwen Stefanis urørlige næsvished under ’I Got It Bad’, der lød som noget fra 2004’s ’Love. Angel. Music. Baby.’, mens Rae – under den storslåede og tydeligt ’Ray of Light’-inspirerede triphop-ballade ’Headphones On’ – iførte sig en lyseblå frakke magen til den, Madonna er iklædt på coveret af netop ’Ray of Light’. Eller skulle jeg sige ‘Rae of Light’?
»DJ, play Madonna / Wanna roll one with Lana / Get high with Gaga«, lød det på ’Money’s Everything’. Addison Rae lider ikke af det, litteraturteoretikeren Harold Bloom har kaldt »anxiety of influence«, altså angsten for at andre skal opdage, de referencer man selv står på skuldrene af.
I stedet fremstod hun som en begejstret popnørd, der var ellevild for at dele den viden, hun selv har opbygget gennem studier af de mest ikoniske popstjerner.
Madonna. Lana Del Rey. Lady Gaga. Men mest af alt Britney Spears. Hvert et perfekt koreograferet dansetrin var som taget ud af Spears’ ’The Onyx Hotel Tour’ fra 2004, som jeg selv som teenager så igen og igen på YouTube.
Under remixet af Charli XCX’s ’Von Dutch’ – som nu er blevet spillet på Roskilde Festival for tredje år i træk, en tradition, som hjertens gerne må fortsætte – var hun iklædt en rød latexhat af nøjagtig samme materiale, som Spears er iført i videon til ’Oops!…I Did It Again’.
»You’ve got a front row seat, and I / I got a taste of the glamorous life«, sang hun som en parafrase over Spears’ ikoniske læresætning: »There’s only two types of people in the world / The ones that entertain and the ones that observe«.
Addison Rae hører netop til den type, der lever for at underholde, for at optræde og for at blive set.
Derfor var det næsten kun på sin plads, at hun i løbet af sin koncert næsten ikke engang lod som om, at hun sang. Ligesom Spears’ koncerter i sin tid gjorde, handlede Addison Raes koncert om popmusikken som et fysisk og visuelt fænomen. Om dans, lys og visuelle gimmicks.
Og ligesom de bedste drag-queens, jeg har set på klubber i byer som Berlin, Paris og Manchester, opløftede hun det at mime til en kunstart. Havde vi befundet os i et afsnit af ’Rupaul’s Drag Race’, havde Rae for længst vundet titlen som America’s Next Drag Superstar. »The time has come for you to lip sync… for your… life!«, som Rupaul ville sige. Og det blev der.
For på trods af, at intet foregik spontant – på trods af, at hvert et trin var koreograferet, hver en strofe præindspillet – formåede Rae med sin lysterapilampe af et smil og konstant tihi’ende attitude at være i konstant kontakt med sit publikum.
Hun leverede en popkoncert af en type, jeg troede var uddød med Britney Spears’ pensionering, men som for en stund blev genoplivet i al sin storslåede, episke kunstighed på Orange Scene.
Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.