KOMMENTAR. Der når ikke at gå en time af festivalen, før jeg bliver mindet om, hvorfor Karrusel er helt speciel.
En skaldet mand har plastret sin nøgne isse til med spejlmosaikker og forvandlet hovedet til en omvandrende diskokugle. Han smiler, da han ser mine forundrede øjne og smilet, der breder sig over mit ansigt.
Selvom det er langt fra alle, der gakker helt så langt ud, så er det tydeligt, at det her er stedet, hvor folk føler, at de kan udtrykke sig frit.
Forestil dig et ‘Alice i eventyrland’-univers, hvor der er plads til, at gøgl, hekseri, skovalfer, diskokugler, farverige forlystelser og ekstravagante scenografier smelter sammen med bouncy techno, UK bass, psytrance og dark disco. Udsmykningen er mindst lige så stor en del af festivaloplevelsen som lineuppet.
Det lyder måske banalt, men her adskiller Karrusel sig fra en voksende del af festivalandskabet. Lokale kunstnere får fuld kreativ frihed til at præge scenerne og udsmykningen, og festivalens identitet bliver på den måde skabt af mennesker, der allerede er en del af miljøet. Resultatet er en helt særlig atmosfære.
Ikke længere undergrund
Det er blevet megadyrt at gå på festival. Det kan vi vist alle blive enige om.
Festivaler er selvfølgelig heller ikke billige at afholde, men blandt andet på Tysklands største elektroniske festival Hive og på Distortion Ø har jeg haft svært ved at fravriste mig følelsen af, at opmærksomheden er rykket væk fra at skabe den særlige atmosfære og at dyrke musikken og fællesskabet til i højere grad at handle om omsætning.
En festival mister noget, når man som gæst føler sig mere som kunde end deltager.
Den følelse havde jeg heldigvis ikke på samme måde på Karrusel, selvom den er ikke den lille undergrundsfestival, den engang var. Siden corona er antallet af gæster vokset fra omkring 3.000 til 8.000-9.000 gæster. Cirka halvdelen af gæsterne er danskere, sammenlignet med Distortion Ø, hvor andelen blot er 30 procent.
Karrusel-arrangør Thomas Fleurquin fortæller mig, da jeg ringer til ham for at spørge ind til hans ambitioner for Karrusel, at han ønsker at udvide festivalen i fremtiden – måske ved at tilføje en scene, der dyrker den mere poppede elektroniske musik for at tiltrække nye typer til dansegulvet.
Intet kunne slukke gnisten
Det er syvende gange, at Karrusel indtager Refshaleøen, og i år kunne den præsentere en blanding af lokale dj’s som Peachlyfe, Milo og Filth.y samt internationale navne som Amelie Lens, HorsegiirL og Bad Boombox.
Karrusels styrke er ikke bare, at den præsenterer vidt forskellige genrer og stilarter, men at den formår at gøre dem til en del af det samme univers.
Man kan stå det ene øjeblik til Egyptian Lover og lytte til hans liveoptræden med en helium-autotunet stemme over et funky hip-hop beat og kort efter befinde sig på dansegulvet i Arkaden til Suzie the Cockroach og vrikke hofter til sexede trommer i omgivelser, der minder om et Boiler Room set-up.
Ikke engang regnbygerne kunne slukke gnisten. Det siger noget om dedikationen blandt festivalgæsterne, når himlen pludselig åbner sig over hovederne på dem, imens DJ Spice og Draber666 pumper bassen ud over pladsen, og regnjakkerne hurtigt smækkes på, så dansen på det fyldte dansegulv kan fortsætte uforstyrret.
Næsten mere imponerende var fraværet af mobiler på dansegulvet. Selv under verdenskendte navne som Amelie Lens med sin hårdtslående techno og den internetprægede HorsegiirL var der overraskende få skærme i vejret.
Selvfølgelig skulle man have en kort video af HorsegiirL, der med ridegallup og autotunet lyrik om at være en hot hest spillede noget af det mest overstimulerende og kaotiske techno, jeg hørte på hele festivalen. Men det virkede næsten som en kollektiv aftale: Man kunne filme et drop i 20 sekunder, og så røg telefonen tilbage i lommen. Det var befriende.
Ikke fordi en mobiltelefon i sig selv ødelægger en koncert, men fordi festivaloplevelsen hurtigt kan begynde at føles som et produkt, der konstant skal dokumenteres og postes videre.
Ikke helt rimeligt
Jeg kan dog godt have min tvivl om, hvorvidt arrangørerne kan bevare Karrusels helt særlige udtryk, hvis festivalen bliver endnu større og mere poppet i fremtiden.
Et bredere publikum og større kapacitet giver mening kommercielt set, men kan hurtigt udviske det, der gør Karrusel så særlig. Indtil videre har Karrusel næsten undgået den fælde.
Dog bliver jeg nødt til at knytte en kort kommentar til deres ’no re-entry’-politik, der dikterer, at man ikke må vende tilbage til festivalen, hvis man først har forladt den.
Jeg kan godt se pointen i at ville holde festivalpladsen fyldt, men det virker også ret urimeligt, at man ikke må forlade festivalpladsen for eksempelvis at få noget at spise, der er billigere end det, man kan købe på festivalpladsen.
Udvidelsen er ikke et i sig selv problem – men den slags tiltag giver bange anelser.
Selvom festivalen er blevet markant større, kunne man i år heldigvis stadig forsvinde ind i dens afkroge, opdage nye detaljer og ende med at forelske sig i et dansegulv, man ikke havde planlagt at besøge.