Dansk litteraturs it girl
’Ultramarin’ af Tine Høeg
Hvis algoritmen har registreret bare en smule interesse for bøger, så kan du godt forvente et azurblåt feed den næste tid. Influencere, skuespillere og alle, der er noget i branchen, skal læse Tine Høeg dette efterår.
»En roman om skabelsens kraft«, skriver forlaget. »Den der sprudlende, saftspændte tilstand, når man er helt ung«, siger forfatteren i en teaser-video fra Instagram, hvor alt glitrer af glimmer og fjer helt i tråd med det Høeg’ske univers. Hendes nye roman handler om en mystisk mor i børnehaven, venskabernes tid og det at være kunstner, når man også er mor.

Tine Høeg selv er lige så sprudlende som sine bøger. Hun har bidraget til en international succes med filmatiseringen af ‘Sult’ til Netflix, hun er ultrapopulær på den danske litteraturscene og har både vundet priser som debutantprisen og best-dressed-with-a-hat på Klampenborg Galopbane. Tal om at kunne det hele.
Ude nu på Gutkind.
Hvis verden, som vi kender den, forsvinder
’Begivenhedsbogen’ af Andrzej Tichy
Den første sætning i bogens beskrivelse lyder sådan her: »I Malmø tager pigen Alicja livet af sig selv med piller på en legeplads«. På forsiden danser skeletter rundt. Og Tichys mest berømte bog, den han blev nomineret til Booker Prizefor, hed i øvrigt ‘Elendigheden’. Men hey – nu skal det jo heller ikke være feelgood det hele.
Andrzej Tichy er født i Prag, men har boet det meste af sit liv i Sverige, hvor han er en meget anerkendt forfatter. ‘Begivenhedsbogen’ handler om udsatte eksistenser og kapitalismens kollaps. Det er barske sager, men der er også håb.

»Hvis livet, verden som vi kender den, snart forsvinder, hvorfor så ikke drømme en anden virkelighed frem«, spørger en svensk anmelder efter at have læst romanen.
En anden verden, der snart forsvinder, er Turbines skønlitterære afdeling. Sidste måned meddelte forlaget, at de lukker og slukker for romanerne, der desværre ikke kunne løbe rundt. Men det er heldigvis ikke helt slut endnu, så how ‘bout a round of applause, mens vi kan!
Udkommer 16. oktober på Turbine.
Frøken Jensen to the rescue!
’Lag på lag’ af Camilla Skov
Da Camilla Skov – eller som de fleste af os kender hende: ‘Vegetarisk hverdag’ – i 2023 udkom med nyklassikeren ‘Den dovne vegetar’, skrev Information, at hun var den nye Frøken Jensen. Det er så godt set. Hvilken Københavner med respekt for sig selv kender ikke ‘scorepasta’ (lavede den i går), ’beluga-bolo’en’ eller ’halloumi-stroganof’?

Nu er Camilla Skov tilbage med sin fjerde bog, og her handler det om at spise sammen, selvom man har forskellige smagspræferencer. Baser, kort sagt, som alle kan lide, og så ellers bare toppings og tilbehør. »Det skal passe ind i min dovne madlavningsfilosofi«, udtaler Skov.
Bogen hedder ‘Lag på lag’ og har blandt andet et kapitel med den lovende titel ’Én gryde flere måltider’, hvilket ifølge Skov er det sværeste, hun har budt sig selv i det vegetariske værksted. Pyha, siger jeg bare, så kan vi lidt igen ude i de små hjem.
Udkommer 14. oktober på People’s.
Bliver vi nogensinde færdige med trekantsdramaer?
‘Heart the Lover’ af Lily King
»Lad polycule have dets moment, trekantsdramaet er kommet for at blive«. Sådan starter The New York Times-anmeldelsen af Lily Kings nye roman. Vi befinder os på college-territorium, meget passende til den dark academy-sæson, der venter forude.
Romanen handler om en kvindelig college-studerende, Jordan, der møder to af universitetets uofficielle superstars. De får snart lullet hende ind i den akademiske livsstil; altopslugende og (lad os være ærlige) lidt delulu.

Der er dømt trekantsdrama og nørdet intellektuel selvopdagelse. Bookstagrammerne kalder historien for en følelsesmæssig rutsjebane og en påmindelse om, at livet ikke venter, til man lige er klar.
Lily King fik sit store gennembrud med romanen, nej, ikke serien, ‘Euphoria’ fra 2014, som også er en trekantsdrama-roman. Og ærligt talt, hvorfor fikse en plotstruktur, der åbenlyst virker?
Ude nu på engelsk på Groove Atlantic.
Planteskole-poesi
’Calluna’ af Gry Stokkendahl Dalgas
»En arbejdspladsroman om ikke at ville arbejde. En queer kærlighedsroman«. Sådan beskriver Gry Stokkendahl Dalgas på Instagram sin nye roman efterfulgt af de varmeste pressebilleder længe: Forfatteren foreviget i pastel lys og midt i et kram.
Forlaget afslører, at den handler om en forfatter, der sendes til aktivering på en planteskole, og at hele romanen er en kærlighedserklæring til de arter, der mister deres levesteder. Det tegner jo alt sammen godt, og har man fulgt forfatterskabet længe, vil man også vide, at Dalgas er en naturpige.

I sin seneste bog, ‘At performe transkønnet vrede’ fra 2022 får gærdesmutten sit helt eget POV, og på sin Instagram flasher forfatteren både blåhatjordbier, bredpander og dronefluer. Poetisk i sig selv.
Med ‘Calluna’ ser Stokkendahl Dalgas ud til at fortsætte sin undersøgelse af den queer krop i verden og ikke mindst i ‘systemet’.
Udkommer 17. oktober på Gads Forlag.
Ingens makrelmad
’Månebarn’ af Morten Pape
Mange vil kende Morten Pape, Amagers mest berømte søn siden Nicklas Bendtner, fra den socialrealistiske bestseller-trilogi, der startede med ‘Planen’. »Bøgerne rammer dig i hovedet som brokker af den beton, hvor han er vokset op«, skrev Litteratursiden. Smukkere kan det næsten ikke siges.
Siden kom ‘Nøglebarn’, der handlede om mændene i Papes slægt, og nu er vi nået til morens familie. Vi bliver altså i det autofiktive spor.

Romanen starter med, at Morten-jeget flytter ind på sin Bedstes sofa cirka samtidig med, at han vinder debutantprisen og pludselig er på alles læber. Der er også noget med en tung familiehemmelighed, og det tegner jo altid godt.
Pape skriver sig ind i en tradition af såkaldte mønsterbrydere, der opnår succes ved at skrive om en ikke-privilegeret opvækst. Glenn Bech, Thomas Korsgaard og Edouard Louis, I ved. Politikerne elsker det, det siger sig selv, men som Pape sagde i ’Deadline’ sidste år, så er han ingens makrelmad. »Jeg prøver bare at gøre opmærksom på, at de her mennesker findes«.
Udkommer 28. oktober på Politikens Forlag.
Let’s talk about masseinsemination, baby
’En uddøende verden’ af Sayaka Murata
Det, der er med japanske Sayaka Murata, er, at man aldrig ved, hvad man kan forvente. Hun blev verdenskendt med den spacy roman ‘Døgnkioskmennesket’, og allerede coveret på den nyoversatte roman varsles weirdo uhygge: et fad med små babyer af plastik.

‘En uddøende verden’ foregår i et fremtidigt Japan, hvor det simpelthen er blevet yt at have sex. Slægten føres videre via inseminering. Med Amane forholder det sig anderledes. Hendes forældre fik hende ved at have lidenskabelig sex. I presseteksten nævnes også en eksperimentby, masseinsemination og mænd med livmodere, og som altid er intet tabu for stort (eller småt) for bestsellerforfatteren.
The Guardian beskriver for eksempel en scene, hvor Amane, der åbenbart opfatter sex inden for ægteskabet som incest, tilkalder politiet, fordi hendes mand forsøger at kysse hende. Vel og mærke efter at have kastet op i hans mund først. Forvirret? Man skal nok læse den selv.
Udkommer 7. november på Grif.
Litteraturens Nick Cave er tilbage
’Arendal’ af Karl Ove Knausgård
Skandinaviens bestsellerforfatter, far til fem og verdensstjerne Karl Ove Knausgård leverer stille og roligt et mesterværk om året. Siden 2020 har han været i gang med septologien ‘Morgenstjernen’. Nu er bind fem, den indtil videre korteste – 300 sider, hva’ faen, Karl Ove? – ude på dansk.
Romanen hedder ’Arendal’ ligesom den by ved den norske kyst, hvor hovedpersonen strander, da hans bil bryder sammen. Syvert er »over gennemsnittet optaget af fænomenet tid«, som det hedder i en herlig formulering.

Er man Karlover – Bieber har Beliebers, Tessa har Sjakalinas, hvorfor skulle Knausgård ikke have sine? – kender man the drill. En mand går rundt i en by og tænker ting, føler ting, filosoferer over livet og døden, som er de to store søjler i de syv bind om ‘Morgenstjernen’.
Ude nu på Lindhardt og Ringhof.
Loyalitet og livet som indsats
’For rigets sikkerhed’ af Iben Albinus
»Inspireret af virkelige hændelser fra forsvarets efterretningstjeneste«, skriver forlaget. Bum, scenen er sat. Politisk thriller-dronning Iben Albinus er tilbage med en roman om en føringsofficer (jeg googlede det også, bare rolig. Det er åbenbart sådan én, der skaffer oplysninger), som pludselig står midt i en skandale. FE mistænkes nemlig for at aflytte danskerne!

Iben Albinus har tidligere skrevet om Damaskus og Beirut, altid om topfolk midt i moralske dilemmaer om loyalitet. Hun er altid god for en påmindelse om, at den politiske virkelighed sjældent er så sort/hvid, som vi ville ønske.
En fællesnævner for romankaraktererne er drivkraften: »Jeg er dybt fascineret af mennesker, der sætter livet på spil for at gøre verden til et bedre sted«, har Albinus engang sagt. Ikke alle helte bærer kapper!
Ude nu på Politikens Forlag.
Please skriv en bog
‘Sorry I Keep Crying During Sex’ af Jesse James Rose
You had me at titlen. Ifølge deres hjemmeside er Jesse James Rose forfatter, skuespiller, internet yapper og selvudnævnt union b!tch!
Måske er du engang scrollet forbi @jamesissmiling på Instagram og kender derfor blandingen af aktivisme: for transrettigheder og abortrettigheder og imod indhold, der fremmer spiseforstyrrelse, samt: sassy, fræk og kæk deadpan-selvironi!

‘Sorry I Keep Crying Doing Sex’ er et memoir og ser ud til at balancere samme sted: En anmeldelse afslører, at bogen indeholder en »liste over personer, jeg gerne vil møde«, men også »liste over grunde til, at min voldtægt ikke gælder«. Det varsler både grin og brutalitet.
På Instagram deler forfatteren, at de har en mappe med screenshots af alle de DM’s, hvor folk har skrevet »please skriv en bog«. Challenge accepted!
Udkommer på engelsk 21. oktober på Abrams Press.
