’Sult’: Ditte & Louises Netflix-film er lige så ærlig og knivskarp, som den er pissesjov
At være eller ikke at være mor.
Det er et Shakespeare-klingende spørgsmål, der de seneste år har drevet en populærkulturel og politisk bølge, der diskuterer og nuancerer forældreskabet.
Særligt litteraturen har grebet om denne essentielle tematik, og læsere har erfaret, at det at få børn for nogen er et arbejde, for andre en fortrydelse og for mange en gennemborende længsel.
Sidstnævnte gør sig gældende i den danske forfatter Tine Høegs roste og autobiografiske 2022-roman ’Sult’. Her undersøger og påviser hun ikke blot (skrive)kunstens enorme potentiale for sorgskildring og -bearbejdelse, men skænker ligeledes en generøs fortælling om ufrivillig barnløshed og det til tider begrædelige fertilitetssystem.
Med en forståelse for, at den kunstneriske for såvel politiske debat vedrørende familieforøgelse – herunder fravalget af selvsamme – fortsat er hyperaktuel, har makkerparret Ditte Hansen og Louise Mieritz (de hyldede kræfter bag ’Ditte & Louise’ og ’Dansegarderoben’) forvandlet Høegs dagbogslignende værk til en yderst vellykket film om kunst og kærlighed. Savn og, ja, sult.
For sulten efter et barn mærker forfatteren og hovedkarakteren Mia (Rosalinde Mynster), da hun møder og forelsker sig i singlefaren Emil (Joachim Fjelstrup).
Men reproduktionsproblemer er, ifølge både filmen og statistikkerne, »en epidemi«, og parrets fælles følelsesmættende graviditet lader vente på sig. En venten, der er tæt på ubærlig for den stålsindige hovedperson.
Eller jeg fristes faktisk til at titulere hende som ’det lyriske jeg’.
For præcis som i det litterære forlæg, hvor Høeg nærmer sig poesiens form, er Mias egne tekststykker fra den selvudleverende bog, hun er ved at skrive – hvilke hyppigt fungerer som en fortællende voiceover – sommetider som et digt fuld af brud og luftlinjer.
Trods disse kan publikum næsten ikke få vejret, når det berettes, hvordan der i stedet for et foster vokser smerter og utallige parforholdskriser. For skabelsen af både bog og barn truer relationen, og i ekkoet af menstruationsmelankoli spørger det romantiske drama klogt:
Kan kærligheden holde, når forspillende dirty talk udskiftes med facts om ægløsning og kropstemperaturer? Når impulsiv liderlighed sparkes til hjørne af skemalagt sex? Når ægtesengen flytter ind på fertilitetsklinikken?
Sidstnævnte hyppigt besøgte institution, der har ’afslappende’ panfløjtemusik i højtaleren og blandingen af ben og håb i kolde stigebøjler, fremstår som en hård kontrast til filmens øvrige bagtæppe.
For med varme farver og visuel lækkerhed er ’Sult’ (der meget passende bærer den internationale titel ’A Copenhagen Love Story’) som en smuk semi-nationalistisk collage spækket med billeder af den danske hovedstads mange gadekys, bløde broer og falloslignende spir – symbolism much?
Noget kunne tyde på det, for i hænderne på Hansen og Mieritz synes intet overladt til tilfældighederne, og de viser sig også at være fortrinlige filmskabere med en udsøgt forståelse for balancen mellem det alvorstunge og det humoristiske.
Uagtet at ’Sult’ på nuanceret facon berører (under)livets mørke anliggender og dets forskelligartede tab og aborter, formår den nemlig også at være pissesjov.
Jeg grinede højt, da Magnus Haugaard i rollen som Mias bror kalder Youssef Wayne Hvidtfeldts Tinder-profil for grim, og endnu højere, da Anne Marie Helger på tilfældig og vidunderlig vis sikrer consent i et lille dumt legehus.
Og apropos samtykket sex viser Ditte og Louise sig nok engang at have en kønspolitisk dagsorden i denne på alle måder velcastede film, hvori de med knivskap præcision påpeger de kultur- og naturskabte urimeligheder.
Det tæller blandt andet det faktum at det udelukkende er den fødende part, der kan/skal lægge krop til hormonindsprøjtninger og hysterianklager, og den sørgelige erkendelse, at mænd hverken har en stol eller en eksistens i fertilitetssystemet.
Instruktørernes aktivistiske blik rettes ikke udelukkende mod lægevidenskaben og den diskriminerende placering af ludbehandlet interiør, men ligeledes mod den populære kategori ’stepmom’.
For denne arketypiske og udskældte figur, der optræder i gamle eventyr og moderne familier – og i hovedkarakterens lidt lumre søgehistorik – er under kærlig behandling.
I fine sekvenser viser Mia sig som en beriget og berigende omsorgsgiver for børn, hun deler hjem, men ikke dna med. Og i tilsvarende rørende scener skildres det, hvordan mødet med æblekinder og mælketænder forværrer hendes ulykkelige omstændigheder og besættende vrede.
Det hele er nøje doseret penselstrøg i et komplekst portræt af en kompleks karakter, der rigtignok kan være usympatisk, men aldrig mytologisk ond.
Hun har det ellers med at hvæse sådan lidt halvdæmonisk i tide og utide, hvilket muligvis har fungeret bedre på papiret end på skærmen. Men derudover leverer Rosalinde Mynster en glimrende og dybt bevægende præstation som Mia, der med vildskab i øjnene og blod i skødet er tvunget til at overveje, hvorvidt hun først forlader barndommen, når hun skænker den til en anden.
Den mangefacetterede skuespiller er allerbedst i samspillet med Joachim Fjelstrup, når han flekser følelser og funny bones. Bevæbnet med vidunderlig kemi giver de to danske darlings et bud på en nyere kærlighedsfortælling, der er lige så fuld af nederlag som glædesrus.
For ja, nok skildrer dramaet picture perfect moments, hvor elskende omringes af Billy Joel-sange, eller hvor de på klassisk toiletromantisk vis skiftes til at skylle ud efter hinanden. #CoupleGoals!
Men med tidsåndelig tæft og ærlighed fremhæver ’Sult’ ligeledes alt det grimme ved (biologiens urimelige) forhold, og med psykologisk forståelse tilfører Ditte & Louise nuancer i fremstillingen af det moderne menneske – og til spørgsmålet om det at være eller ikke at være mor.
Kort sagt:
Ditte Hansen og Louise Mieritz’ vellykkede Netflix-filmatisering af Tine Høegs bloddryppende værk ’Sult’ er en omfavnende kærlighedsfortælling fuld af poesi og bekendelser om forældreskabets (og mangel på samme) lykke og smerter.