I D’Angleterres flotte omgivelser trådte Asger Juel Larsen for alvor frem som den fremragende designer, han utvivlsomt er. For første gang havde han nemlig skåret de viltre støtteben over, der tidligere har gjort det nemt at kalde ham dansk modes vildbasse, rock’n’roll-designeren.
Og heldigvis viste det sig, at han slet ikke behøvede dem. Uden at udfordre den maskuline seksualitet og uden farvefulde, heftige prints fik vi i stedet en kollektion, der var imponerende formfuldendt og brugbar uden på noget tidspunkt at blive kedelig.
Så ville det være nemt at sige, at Asger Juel Larsen er blevet voksen, eller at han nu også var nødt til at blive lidt mere kommerciel for at kunne sælge. Men sådan virkede det slet ikke. For i sin fremvisning af amerikanske stereotyper som skovhuggeren, cowboyen og friluftsvildmanden ulmede der stadig en vildskab. Eller måske en tæmmet vildskab.
Det var, som om vi var vidne til disse maskuline forbilleder, der var blevet fanget i storbyens indifferens overfor deres kundskaber. Afmagten stod næsten malet i de makeuppede blege modelansigter med mørke rander om øjnene, ligesom der var huller på knæene og trævlede fingervanter. Et t-shirt-print proklamerede sågar »I don’t want to live forever«, mens nogle designs havde påsyede patches, der lignede skudhuller.
Men netop i afmagten fremstod modellerne endnu mere rå og maskuline, som måske kun en mand, der ikke længere frygter døden kan være det. Råheden blev selvfølgelig understreget af en kollektion, der hovedsagligt var holdt i mørke nuancer af sort, grå, brun og grøn, men med røde stænk. Bukserne var generelt løse, mens overkroppene blev pumpet op af fyldige jakker og kraftig strik.
Der var et flot udvasket camouflageprint på en bomberjakke og bukser, store bæltespænder, en rocket sort læderjakke med pelskrave, leoparddetaljer på en rød/sort-ternet skovmandsskjorte og tunge sorte læderstøvler. Og så leverede brødrene Rasmus og Simon Littauer, det perfekte storbyssoundtrack med stramme trommer og buldrende og knasende elektronisk støj.
Showets højdepunkt
Det er svært at vælge, for det var især en kollektion, der stod utrolig stærkt i sin helhed. Men selv om den netop stak ud, så var det matchende sæt i en vildt flot brun nuance lige i øjet. Ret klassisk med rullekrave, bukser og knælang jakke, men uden så meget pis. Skovmandsskjorten med leopardpelsdetaljer var også en fin opdatering af en ellers fortærsket garderobeklassiker.
Showets største overraskelse
Asger Juel Larsen troede nok på sine egne evner og sin vision til at give slip på tidligere kollektioners let afkodelige vildskab. Selv om jeg altid har elsket hans prints, så klædte forandringen ham – og tøjet.
