Meget kan man sige om Dov Charney, men han er en fighter, der nægter at se virkeligheden i øjnene. Efter at være blevet dømt ude af sit tidligere tøjmærke American Apparel efter flere års skandaler og økonomiske problemer, siger en af hans investorer nu, at den skandaleombruste amerikaner er i gang med at starte et nyt tøjmærke, der ligesom American Apparel skal lave basicwear produceret i USA.
»Det, der er vigtigt for os nu, er, at vi har mulighed for at starte det her nye foretagende og sætte Dov ved roret, og vi vil lave basics igen«, udtaler Chad Hagan, en investor i det nye firma til Women’s Wear Daily.
»Det, der gør mig optimistisk, er de ting, jeg besidder, som ikke kan stjæles af griske hedgefonde – mine ideer, værdier, drive, autenticitet, integritet og min passion«, skrev Charney på Medium, efter at en domstol dømte for en nedskrivning af American Apparels gæld samt en annullering af alle aktier i firmaet, inklusiv Charneys.
Tidligere American Apparel-kampagnefoto
Charney, der i 1989 startede American Apparel, det amerikanske tøjmærke, som i 90’erne og 00’erne havde stor succes med deres farverige garderobe-basics og vilde attitude, har de senere år oplevet strid modvind.
Først blev han fyret efter flere års beskyldninger om sexchikane, verbale overgreb og vold mod medarbejder. Kort tid efter blev han dog genansat som strategisk konsulent – eftersigende fordi han havde opkøbt halvdelen af firmaets aktier. Sidste år måtte American Apparel så erklære konkurs efter en længere kamp med faldende omsætning.
American Apparel forsøger stadig at genskabe en sund økonomi uden Charneys involvering.
Læs også: American Apparel erklæres konkurs, men er ikke dødt endnu