Gucci dropper kønsopdeling – viser samlet kollektion fra 2017

Det anerkendte modehus giver sit besyv med i diskussionen om modeshowets fremtid. Fra næste år vil Gucci kun vise ét show per sæson med tøj til både kvinder og herre, men mærket hopper ikke umiddelbart med på see now, buy now-vognen.

»Det virker naturligt for mig at præsentere mine herre- og kvindekollektioner sammen. Sådan ser jeg på verden i dag«, siger Guccis kreative direktør Alessandro Michele ifølge en pressemeddelelse.

»Det er ikke nødvendigvis en nem vej, og den vil helt sikkert give nogle udfordringer, men jeg tror på, at det vil give mig muligheden for at bevæge mig imod en anden tilgang til min historiefortælling«, siger Michele.

Fra Gucci's pre-fall-kollektion
Fra Gucci’s pre-fall-kollektion

Gucci følger dermed delvist i hælene på Burberry, der tidligere i år offentliggjorde, at mærket slår herre- og kvindeshows sammen og altså kun viser to i stedet for fire shows. Kollektionerne vil samtidig være sæsonløse og blive sat til salg umiddelbart efter turen ned ad catwalken.

Vetements slår også kollektionerne sammen og skabte yderligere opmærksomhed ved at vælge at vise det samlede show under den normalt mindre velansete herremodeuge fremfor kvindernes.

Bevægelsen er både et tegn på brands, der kan se en økonomisk fordel i færre shows, men også at sætte tempoet en anelse ned og få mere tid til at designe igen. Samtidig er den en slags opgradering af herremoden, at den kommer til at stå side om side med kvindekollektionerne i stedet for som den lidt mindreværdige lillebror.

Fra Guccis pre-fall-kollektion
Fra Guccis pre-fall-kollektion

Guccis offentliggørelse i dag under New York Times International Luxury Conference i Versailles meldte intet om, hvornår på året mærkets to shows kommer til at ligge næste år.

»Michele har faktisk altid præsenteret hans herre- og kvindekollektioner sammen, så det her er en naturlig udvikling. At kun lave ét show per sæson vil hjælpe med at simplificere mange aspekter af vores forretning. At opretholde to separate og usammenhængende kalendere har handlet mere om tradition end om sund fornuft«, sagde Guccis præsident og CEP Marco Bizzarri i forbindelse med offentliggørelsen.

Læs også: Forbrugerne kidnapper modeugerne – vi gider ikke vente et halvt år på tøjet

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af