adidas Equipment Support Guidance ‘93 Boost
En af de mest omtalte nyfortolkninger denne sæson har været tyskernes opdatering af den ikoniske løbesko, EQT, der har fået påmonteret den eftertragtede Boost-sål. Faktisk var opdateringen så overraskende, at flere mente, at billederne var manipulerede. Heldigvis kunne adidas hurtigt afkræfte rygterne og præsentere officielle billeder af skoen, der er produceret i den originale, sorte og grønne farvekombination.
1.300 kr. hos Adidas
Reebok Club C International
Det innovative og udfordrende samarbejde mellem britiske Garbstore og landsmændene fra Reebok fortsætter dette forår, hvor tøjbutikken blandt andet har taget fat på Club C-modellen, som oprindeligt blev lanceret i 80’erne. Den tidligere tennissko er nu iklædt en overdel af hvidt læder med et iøjnefaldende mønster og detaljer i gråt og lyseblåt ruskind.
845 kr. hos Garbstore
Air Max 1 Royal
Selv om man måske ikke umiddelbart tænker Nikes ikoniske Air Max 1 med i rækken af retromodeller, så så den første gang dagens lys i 1987. I sit 29. år har Nike genfortolket skoen i en nedbrudt version, hvor man har skåret alle overflødige detaljer væk og givet den en overdel af sort ruskind.
1.775 kr. hos Slam Jam Socialism
adidas by Raf Simons Stan Smith
En nyfortolkning er måske så meget sagt, men ikke desto mindre har belgiske Raf Simons fornyet adidas’ udødelige sneaker, der oprindeligt kom ud i 1971. Efter flere års sejrsgang har Simons fiflet med den hvide model og forgyldt den samt skiftet de perforerede striber ud med sit karakteristiske R på skoens yder- og inderside.
2.149 kr. hos Caliroots
Nike SB Bruin Hyperfeel
Internettet gik amok sidste år, da vi ramte dagen, som Marty McFly rejste til i ‘Tilbage til fremtiden’. Det blev blandt andet fejret med relanceringen af den ikoniske Air Mag-støvle, men også af Bruin-modellen, som McFly også havde på i filmen.
Den tidligere basketsko blev oprindeligt lanceret i 1972, men er nu tilbage i en moderne Hyperfeel-udgave, der i Nike-sprog betyder nul syninger. Skoen kommer med en sort og hvid overdel af ruskind og læder samt med en komfortabel sål, der er optimeret med henblik på skating.
799 kr. hos Streetmachine
Læs også: Sneakers uden snørebånd – fem sko til de dovne