Ugens bedste sneaker-nyheder – Ultra Boost-mania, Comme des Garçons og svensk minimalisme

Vi hjælper dig til at få overblik over ugens mange nye lanceringer og colorways fra sneaker-verdenen.

Vi har allerede fået to store sneaker-nyheder i løbet af ugen. Nike er nemlig endelig klar med Michael J. Fox’ velkendte selvsnørende støvler fra ‘Tilbage til fremtiden 2’, men de bliver i første omgang svære at få fingre i. Og det gør Kanye Wests kommende brune colorway af Yeezy Boost 750 jo nok også.

Men bare rolig, der er mange andre fede sneakers blandt ugens bedste nyheder.

Comme des Garçons fortolker Nike

commedesgarcons_nikelab
Efter først at have fået en tur ned ad catwalken under Comme des Garçons’ modeshow i Paris har designeren Rei Kawakubos og Nike nu løftet sløret for deres nye samarbejde om en nyfortolkning af Vapormax Air.

Den japanske designer har især taget Nike Airs kendetegnende luftpuder under kærlig behandling, som er med til at give skoen et futuristisk look, der også understreges af den snøreløse slipon-overdel. Skoene kommer dog først i salg til næste år.


Ultra Boost-mania

Sammen med NMD’en er Ultra Boost en af Adidas’ største succeser i år, og det udnytter sportsgiganten naturligvis også til fulde med et konstant flow af nye colorways. Her er fire af de seneste familiemedlemmer, inklusiv et par Uncaged-varianter.

adidas-ultraboost-triple-black
Triple black-versionen af Ultra Boost’en har været på trapperne længe, men nu skulle den altså udkomme meget snart, selv om en endelig dato endnu ikke er offentliggjort.

adidas-ultraboost-red
Derudover er denne hidside røde model også i pipelinen – dog også uden en bekræftet releasedato.

adidas-ultraboost-uncaged-blaa
Hvis du er til Uncaged-modelen, hvor sokdesignet leves fuldt ud, så er denne blåsorte colorway blandt de kommende modeller, der dog heller ikke har en fastsat drop-dato.

adidas-ultraboost-uncaged-new-york
Og ja, så er der denne limiterede colorway af Uncaged-modellen, som kun udkommer i 200 eksemplarer og udelukkende sælges i udvalgte Adidas-butikker i New York.


Air Unlimited i luksus-look

nikelab-air-unlimited-tan
Der er meget plads til at boltre sig hos NikeLab, hvilket nu blandt andet har resulteret i denne enkle og homogene version af 90’er-sneakeren Air Unlimited. Den er både minimalistisk i sin nedtonede farve og eksperimenterende med detaljer som høj neopren krave og krydset velkrolukning.

Skoen kommer til salg i Japan den 13. oktober, men det vides endnu ikke, om den også lander i nærheden af vores længdegrader. Til gengæld burde en triple black-version af Air Unlimited komme på hylderne meget snart.


Reebok bliver quiltet

reebok-classic-leather-quilted
Med hjælp fra blandt andre Kendrick Lamar har Reebok pushet deres Classic-modeller hårdt i år. Og det gør de fortsat med denne quiltede version af Classic Leather, som altså fås i hvid, grå og sort. De kan blandt andet købes hos SNKRS til 660 kroner.


Off-White-striber får nyt look

off-white-dr-martens-fw16
Virgil Abloh har slået pjalterne sammen med Dr. Martens og lavet sit take på de klassiske støvler, der blandt andet inkorporer hans genkendelige Off-White-striber på en helt ny måde. Støvlerne har nemlig fået skåret striberne ind i læderskaftet, ligesom nogle af parrene har stribedetaljer på tungerne. Støvlerne forventes at komme i handlen i løbet af de næste par uger. Prisen er endnu ukendt.


Puma med japansk camouflage

atmos-puma-disc-blaze
Camouflageprint er ofte populært i efteråret, hvilket du også kan se på nogle af de næste sko her i guiden. Den japanske butik Atmos har også hevet fat i printet til deres version af Pumas Disc Blaze-model, som passer godt ind i tidens mange 90’er-referencer. Skoen kan købes hos Atmos og koster 1.250 kroner.


Bape sætter tænderne i dine fødder

bape-shark-footwear
Det japanske streetwear-brand er ud over sin logo-gorilla kendt for at bruge hajtænder på flere design, og nu kan du også få det på fødderne med to Vans-inspirerede sko. Der er en slipon-version (billedet) og en snøresko, der koster henholdsvis 900 og 1.000 kroner i Bapes webshop.


Med Asics på månen

asics-gel-lyte-iii_moonwalker
Selvfølgelig hedder denne nye colorway af Asics’ GEL-Lyte III ‘Moonwalker’, for det er ikke svært at forestille sig, at ens hvide sneakers ville se sådan ud efter en tur i månegrus. Skoen er til salg hos Suppa for 1.000 kroner.


Varme vinterfødder

nike-wool-vachetta
Uld på sneakers virker bare som en god måde at få dit yndlingsfodtøj til at kunne klare de faldende temperaturer. Og Nike er klar til at hjælpe med flotte uldversioner af deres Air Max 90 Ultra (billedet) og Roshe Waffle. Begge sko kommer også med detaljer af italiensk vachetta-læder. De er til salg hos SNKRS. Air Max’en koster 1.100 kroner og Roshen står til 885 kroner.


Adidas fejrer jubilæum


Dennis Busenitz’ bud på en skatesko kan i år fejre tiårsjubilæum, og det har Adidas valgt at gøre med denne opdatering med gulddetaljer. Skoen har også fået Boost-sål, som der naturligvis ikke var på originalen for ti år siden. Den koster 1.199 kroner hos Adidas.


Lys i mørket

Asics_OnitsukaTigerAlliance
Det hele behøver jo ikke at blive dystert og farvet i jordtoner, bare fordi vinteren er lige om hjørnet. Det er Asics tydeligvis enige i, for de holder fast i sommerens populære pastelfarver med denne lyserøde colorway af Onitsuka Tiger Alliance. Den koster 865 kroner hos Kith.


Svenske minimalisme

Skandinavisk minimalisme er efterhånden en slidt beskrivelse, som dog gang på gang bliver bekræftet – også i skodesign. Det er nemlig en del af både Eytys og Acne Studios design-dna.

eytys-mother
Hos Eytys er Mother-modellen ellers blev iklædt et camouflage-look, men i hænderne på svenskerne og den tyske kunstner Simon Mullan er selv militærprintet blevet anderledes minimalistisk. Skoen koster 1.265 kroner hos Eytys.

acne-studios-shell
Acne dyrker også en militærfarve og et enkelt look, men alligevel med brandets velkendte sans for detaljerne. For skoen får en ret unikt look med den store velkroflap og snuden, der minder om Adidas’ Superstar. Skoen koster 3.095 kroner hos Acne Studios.


Rick Owens’ vilde sneakerdesign

adidas-by-rick-owens-2017-spring-summer-01
I hænder på den amerikanske designer bliver et par sneakers til meget mere. Det har Rick Owens og Adidas bevist flere gange – og her gør de det igen. For mens Runner Level Low minder om en mere almindelig sneaker, hvor der bare er blevet skruet på nogle lidt ‘forkerte’ knapper, så er High Level Runner-modellen en sjov blanding mellem tidens mange soklignende stilletter og en almindelig sneaker.

adidas-by-rick-owens-2017-spring-summer-03
Hvis du vil have fat i Owens’ vilde sko, så må du dog vente indtil februar, hvor de forventes at komme i salg.


Nike går i sort

Nike-Beautiful-Power-Collection-main
Det amerikanske sportsbrand kipper med hatten for Joan Benoit, der vandt det første olympiske maratonløb for kvinder i Los Angeles i 1984, med deres Beautiful x Powerful Collection, som blandt andet indeholder triple black-læderversioner af Classic Cortez, Air Max Thea Ultra, Air Huarache Ultra og Air Presto. I december lander de med en jacquard-vævet overdel.

De fire sorte modeller er til salg nu hos Nike.

Læs også: Adidas bekræfter næste Yeezy Boost – lander om en uge

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af