Opsamling: Won Hundred satte skub i en rolig modeugestart

På Copenhagen Fashion Weeks første dag kiggede vi også forbi Jean//Phillips comeback og Hærværk. Læs reportagen fra de tre shows.

wonhundred_aw17

Won Hundreds alsidighed

For anden sæson i træk indtog Won Hundred catwalken, da mærket åbnede Copenhagen Fashion Week. Og AW17-kollektionen blev langt hen ad vejen en forfriskende og cool distancering fra den minimalisme, der ellers ofte har kendetegnet mærkets kollektioner.

wonhundred_aw17-3

En sort heldragt med Grand Prix påtrykt åbnede ballet og gjorde os straks opmærksom på kollektionens inspirationskilde, speedway-legenden Ole Olsen. Trods referencerammen bød kollektionen på en bred palet af alsidige looks. Naturligvis var der flere i denim, som var krydret med gule detaljer. Der var fake leopardpels, og så viste Nikolaj Nielsen, at han behersker at lege med jakkesættets format både på herre- og damesiden.

wonhundred_aw17-4

Og ja, så var der selvfølgelig flere eksempler på cropped og overdimensionerede dynejakker samt røde støvler og leggings, der gjorde det nemt at lade tankerne strejfe forbi Balenciaga og Demna Gvasalia.

wonhundred_aw17-5

Alligevel formåede Won Hundred at finde mere af den coolness og kant, som mærket jagtede så ihærdigt sidste sæson. – AG


jeanphillip_aw17

Jean//Phillips sorte seriøsitet

Efter at være stået over to sæsoner vendte herredesigneren tilbage med et show, der viste hans velkendte hang til dystert, sort tøj, men samtidig omfavnede en yngre og mere klassisk maskulinitet end tidligere.

jeanphillip_aw17-2

For i Jean//Phillips univers har mændene ofte været muskuløse og iført stramme toppe i til tider gennemsigtige materialer. Der var også en gennemsigtig lyserød strik i AW17-kollektionen, men det var en enlig svale i en række looks, der ellers blandede biker-æstetik med klassisk tailoring.

jeanphillip_aw17-4

Modellerne var mere ranglede, hvilket især de stramme bukser afslørede, mens overdelenes lange ærmer understregede proportionerne. Skarpe blikke og et pumpende techno-soundtrack insisterede på en tung seriøsitet som især læderjakker, lange trenchcoats og en konsekvent brug af Jesus’ tornekrone og titlen ‘Sinner’ understregede.

jeanphillip_aw17-3

Det blev dog balanceret af flere lyserøde og røde styles, som trods blodige referencer lyste op i mørket. Flottest var en stribet skjorte med højtaljede bukser, ligesom modellen Anton Schmidt i armløs t-shirt påtrykt ‘Sinner’ og stumpede joggingbukser indkapslede kollektionens yngre fremtoning. – KK


haervaerk_aw17

Hærværks autentiske undergrund

Hvor de overdådige sale hos Børsen og d’Angleterre er populære venues hos danske brands, havde designeren Niels Gundtoft Hansen valgt et lille snavset autoværksted på grænsen mellem Nørrebro og Nordvest som intim scene for sit energiske AW17-show. En location der tydeligt afspejler kollektionens ualmindelig rå attitude.

haervaerk_aw17-2

I stedet for en catwalk bevægede de tatoverede modeller sig vilkårligt og nærmest aggressivt rundt i de intime lokaler til showets industrial-soundtrack, iført diverse overdimensionerede og pangfarvede styles.

haervaerk_aw17-3

Kollektionen repræsenterede på mange måder det, som mange af tidens største designere stræber efter: Et (meget) avantgarde, men samtidig autentisk take på undergrunden og arbejderklassens uniformer – og en diametral modsætning til den traditionelle modeverdens glamour. Om den eksperimenterende kollektion så kan leve unden for showrammen, må være op til den enkelte. – UKR

Læs også: Fem ting vi glæder os til under Copenhagen Fashion Week

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af