Costalamel
Det spanske streetwear-brand er gået all-in på politisk streetwear. Det har de blandt andet med en række anti-Trump-styles, og denne ‘Love Over Fear’-t-shirt, hvor der bliver sagt fra over for intolerance, med et nej-tak til sexisme, racisme, homofobi og xenofobi. Ligesom stort set alt andet fra Costalamel er t-shirten kun produceret i meget få eksemplarer.
215 kr. hos Costalamel
LAPP
Den seneste tids politiske udvikling har vist, at der i dén grad endnu er brug for en konsekvent feministisk stemme i debatten, og det er nok derfor, at feminismen er en af de mest gennemgående temaer i modeverdenens aktivistiske bidrag. Et godt eksempel er denne sorte unisex-hoodie fra brandet LAPP, der er startet af modellen Leomie Anderson.
240 kr. hos LAPP
Vetements
Demna Gvasalias brand er næsten selvskrevet til denne artikel, for med deres overdrevne proportioner, utraditionelle farvekombinationer og provokerende symbolik, har de banet vejen for den bevægelse, der har gjort statement-trøjen populær. Som forventeligt har Vetements taget et selvironisk greb om modebranchen med klassisk hvid t-shirt påtrykt ordet ‘t-shirt’ som et alternativt brandlogo på forsiden. Et underspillet statement i sig selv med en humoristisk og lidt alternativt tilgang til formatet.
830 kr. hos Mr. Porter
Haider Ackermann
Haider Ackermann giver med sit bud et af listens mere uklare budskaber. Til gengæld leverer han den perfekte, grafiske t-shirt til de kommende måneders (forhåbentlige) sommervejr. Inspirationen ser ud til at være hentet fra 80’ernes farverige mønstre.
2.590 kroner hos SSENSE
Kenzo
Carol Lim og Humberto Leon har altid været glade for statements, prints og farver både hos Kenzo og med deres eget brand, Opening Ceremony. Med denne trøje går vi ud fra, at de slår et slag for, at man skal være sig selv og ikke gemme sin seksualitet. Leon er selv åben omkring sin homoseksualitet.
890 kr. hos Kenzo
Victoria Beckham
Humor er måske ikke det første, man tænker på, når man hører den tidligere Spice Girls-sangers navn, men der gemmer sig heldigvis en portion selvironi bag facaden. Det beviser denne nye t-shirt, som eftersigende er inspireret af et gammelt citat fra hende selv, hvor hun sagde, at hun var holdt op med at smile efter sin entré i modeverdenen.
1.040 kroner hos Victoria Beckham
Opening Ceremony
Newyorker-konceptbutikken har til deres statement-trøje hevet inspiration fra Justin Pecks såkaldte streetwear-ballet, ‘The Times Are Racing’ og tager manifestationen til nye højder ved at donere alt overskud fra salget af netop denne capsule-kollektion til hjælpeorganisationen American Civil Liberties Union.
705 kr. hos Opening Ceremony
Weekday
Fast fashion-kæderne er selvfølgeligt hoppet med på bølgen og Weekdays sorte hættetrøje er lige så grafisk simpel, som den er kommunikativ. Et af de mindre oprørske bud, men et simpelt (og vigtigt) budskab, som de fleste kan stå inde for.
200 kr. hos Weekday
Stella McCartney
Den engelske designer har i flere år været erklæret modstander af brugen af pels og læder i modebranchen – og andre steder – og her gør hun sit politiske budskab overraskende underholdende. Men det koster at være anti i selskab med McCartney.
3.680 kr. hos Stella McCartney
Læs også: Hold øje med: Unravel Projects eftertragtede streetwear