UPDATE: Den indiske formand for Hollywood Foreign Press Association, Meher Tatna, bar heller ikke sort. Hun forklarede, ifølge Entertainment Today, at det var en kulturel ting. »I Indien går man ikke i sort, når man fejrer noget«, sagde hun blandt andet. »Jeg har min Time’s Up-pin på, så jeg er solidarisk med alle disse kvinder«.
Hvis du har misset det, så overtog sort, da stjernerne tog turen ned ad den røde løber ved aftenens Golden Globe. Det var på opfordring af Time’s Up-initiativet, der blandt andet har lavet en fond, som støtter kvinder, der er blevet udsat for seksuelle overgreb.
Op til prisuddelingen har der været delte meninger om den dresscode og det signal, den sendte, men på aftenen stod det som et stærkt budskab, der på ingen måde hæmmede kvindernes (og mændenes) mulighed for at udvise personlighed og individuel styrke – hvis det var det, de havde lyst til.
Alligevel valgte to skuespillere, de mindre kendte Blanca Blanco og Barbara Meier, at gå imod stilopfordringen, hvilket blev hårdt modtaget på de sociale medier.
Værst gik det ud over Blanco, der valgte at dele et billede fra den røde løber, hvor hun blot skrev: »Arriving @goldenglobes«, og uden anden forklaring virkede hendes røde kjole også en anelse malplaceret. Mens der selvfølgelig også var positive kommentarer, var mange folk ude efter hendes valg om at droppe fællesskabet.
»Someone didn’t get the memo…LOL«, skriver brugeren karatekid_, mens jkfiend skriver: »I think she looks like an asshole for not supporting her fellow women«.
Ifølge The Wrap forklarede Blanco efterfølgende, at hun havde kjolen på, fordi hun elsker rød.
»At bære rødt betyder ikke, at jeg er imod Time’s Up-bevægelsen. Jeg applauderer og står sammen med de modige skuespillere, der bliver ved at bryde cirklen af udnyttelse igennem deres handlinger og stilvalg«, skriver Blanco blandt andet i en sms til The Wrap.
Den tyske model og skuespiller Barbara Meier var godt klar over, at hendes kjolevalg ville dele vandene, og i modsætning til Blanco gjorde hun et stort nummer ud af at forklare sit valg, da hun postede sit outfit-billede på Instagram.
»Mange kvinder vil bære sort i aften for at støtte Time’s Up-bevægelsen. Jeg synes, det er et godt og meget vigtigt initiativ. Alligevel har jeg valgt at være en farvefuld kjole«, starter hun og forklare derefter, at hun synes, det sender et stærkere budskab ikke at lægge bånd på sig selv.
»Kvinder bør ikke være nødt til at bære sort for at blive taget seriøst«, skriver hun også.
Mens kommentarerne er mere blandede, så sætter flere spørgsmålstegn ved Meiers valg.
»When you’re completely missing the point …«, skriver ___pauline blandt andet, ligesom flere brugere på Twitter står uforstående over for kjolevalget.
@MeierBarbara Didn’t get the memo about tonight?! You are disgusting and a disgrace!
Habe das Memo heute Abend zu bekommen?! Sie sind widerlich und eine Schande!— Kris Gohl (@krisgg8) January 8, 2018
Og i lyset af hvordan den sorte dresscode på ingen måde dræbte individualiteten eller udtryksfriheden på den røde løber, så virker det også som nogle mærkelige beslutninger ikke at bakke op om projektet – selv om alle naturligvis skal have friheden til at gøre, som de lyster.
Læs også: Rød løber ved Golden Globes: Fantasien levede trods blackout