Der har været meget snak om den foreslåede sorte dresscode, som organisationen Time’s Up stod bag. Var det den rigtige måde at protestere på? Havde et boycot været bedre? Skulle kvinderne hellere vise deres individuelle styrke, som de nu havde lyst til? I sidste ende blev det dog et stærkt budskab om sammenhold i en branche, der er blevet rystet af Harvey Weinstein og den efterfølgende #metoo-bølge.
Og mens mændene (som altid) var i sorte jakkesæt, så udviste kvinderne (og designerne) lige så stor fantasi i deres fortolkning af den sorte dresscode. Vi har samlet vores favoritter.
Zoe Kravitz
Så enkelt kan det gøres. Kjolen understregede blot Kravitz’ stærke look med kort hår, tatoveringer og røde læber, og så var de smaragdgrønne smykker et flot, atypisk valg.
Emilia Clarke
‘Game of Thrones’-skuespilleren gik også enkelt til værks, men havde en flot geometrisk udskæring og en diamanthalskæde, der matchede v-formen – og selvfølgelig også røde læber, som mange af skuespillerne gik efter i aftes.
Alicia Vikander
Svenskeren er altid et stærkt bekendtskab på den røde løber. I går gik hun mere klassisk til værks, men en gothy, lang, næsten victoriansk kjole med høj plisseret hals. Med det tilbagestrøgede hår og næsten usynlige læbestift var hun en af de kvinder, der skruede helt ned for blusset.
Millie Bobby Brown
‘Stranger Things’-skuespilleren fortsatte sit parløb med Calvin Klein (By Appointment) med denne atypiske, plisserede version af ‘den lille sorte’-kjole, som var med til at bibeholde noget af den legesyge, som vi indtil videre har set fra den unge stjerne på røde løbere.
Susan Kelechi Watson
Skuespilleren var overraskende nok en af de få kvinder, der udfordrede kjolen på den røde løber, men til gengæld gjorde hun det godt nok for alle. For mens der var enkelte jakkesæt (Susan Sarandon, selvfølgelig), så valgte Watson en pailletbesat buksedragt med tidstypiske vide ben og en dyb udskæring. Og med sit udslåede hår og enkle makeup stod hun for et af aftenens bedste looks.
Saoirse Ronan
Hun vandt for bedste skuespiller i en komedie eller musical for sin rolle i ‘Lady Bird’, og hun vandt også på den røde løber, hvor hendes futuristiske og asymetriske kjole stod skarpt med hendes tilbagestrøgede hår. Sølvdetaljerne på kjolen var samtidig et fint twist på aftenens sorte tema.
Kate Hudson
Ikke en rød løber uden gennemsigtighed, og Hudson stod for et af aftenens bedste bud med dette outfit, der især stod stærkt takket være hende hotpants og den fiskenets-agtige top.
Halle Berry
Der var også gennemsigtighed hos Halle Berry, men her var det broderingerne, der skabte et andet udtryk, som vi efterhånden kender der fra blandt andre Balmain. Et enkelt, men sexet og stærkt look.
Kendall Jenner
Supermodellen havde selvfølgelig også sneget sig med til prisuddelingen, og hun bragte noget eventyrlighed til den røde løber med sin store, puffede kjole, der fik et skud ungdommelighed med det korte snit foran og den stropløse overdel.
Allison Brie
Til sidst lykkedes det for Allison Brie at blande den eventyrlige store, næsten Disney-agtige kjole med den stramme korsetlignende top med hjerteudskæring med et par bukser – et både elegant og kraftfuldt outfit.
Læs også: To kvinder trodsede den sorte dresscode ved Golden Globes – det var ikke populært