Det vakte stor opsigt i weekenden, da Emma Leth blev gift med Tal R – især på grund af den gigantiske stråhat, som hun bar. Nu har det franske brand Jacquemus, der har designet hatten, sat den til salg i sin webshop igen.
Den koster 4.400 kroner, men så behøver du nærmest heller ikke tænke over, hvad du ellers har på. Den er et helt look i sig selv. Hatten er en del af brandets SS18-kollektion og har allerede været udsolgt af flere omgange, men er altså tilbage på onlinehylderne.
Den er et godt billede på designeren Simon Porte Jacquemus’ æstetiske franske univers, der i løbet af de seneste fem år har gjort ham til en af de omtalte nye designere. Han tæller Beyoncé, Rihanna, Dua Lipa og mange andre som sine fans og er endnu et eksempel på en moderne, selvlært designer, som forstår at bruge sociale medier, kendte venner og opsigtsvækkende, Instagram-venligt design – som ‘La Bomba’-hatten – som en naturlig del af sin markedsføring.
Samtidig er hans enkle og romantiske design forfriskende tidløs i den igangværende strøm af 90’er-elskende, streetwear-inspirerede kollektioner.