Beyoncé og Jay-Z formår stadig at trække overskrifter, mens deres ‘On the Run II’-turné ruller igennem USA. Forleden var det Barack og Michelle Obamas deltagelse, og så er der selvfølgelig Beyoncés skiftende kostumevalg. I forbindelse med parrets seneste to koncerter i Chicago og East Rutherford, New Jersey har hun for eksempel trukket i et specialdesignet Burberry-outfit.
Mens det i sig selv ikke er så vildt – alle brands og designere ville smide alt for at lave tøj til Queen B – så har det skabt ekstra opmærksomhed, da det er brandets nye chefdesigner Riccardo Tiscis første egentlige design for det engelske mærke. Modeverdenen venter med spænding på hans debutshow i september, så Beyoncé-looket var en spændende teaser (der også følger op på det mere underspillede look, Beyoncé viste i ‘Apeshit’-videoen).
Der er dog nok svært at udlede specielt meget om Tiscis visioner ud fra det. Der er i den grad tale om et Beyoncé-look, da bodystockingen har været den røde tråd igennem hele turneen, og selv om det stumpede mix af en hoodie og en trenchcoat er et interessant moderne take på Burberrys traditionelle rødder, så lugter det stadig mere af Beyoncés ønsker, end et egentligt tydeligt Tisci-præg.
Men det er da interessant, at designeren lader til at ville holde fast i Burberrys ikoniske tern som brandets frontfigur – og at han efter alt at dømme kommer til at hive sine tidligere kendiskontakter som netop Beyoncé, Jay-Z og Kanye West med sig ind i sit nye job.
Læs også: Barack og Michelle Obama tog til Beyoncé og Jay-Z-koncert, og publikum gik amok – se videoerne