UPDATE: Kendall Jenner har nu givet sin version af sagen i en række tweets.
Hun er efterhånden vant til at træde i spinaten, og derfor er det måske desto mere opsigtvækkende, at hun gør det gang på gang. Måske er det en del af en større Trump-agtig mediestrategi. I hvert fald er Kendall Jenner igen blevet upopulær efter hendes seneste interview med Love Magazine.
Magasinet har delt ovenstående billede på Instagram og inkluderet citatet, som mange har fået galt i halsen.
»Fra starten af har vi været superselektive med hvilke shows, jeg gik. Jeg var aldrig en af de piger, der gik 30 shows på en sæson, eller hvad fanden de piger gør. Mere magt til dem«, siger Jenner.
Citatet har fået flere modeller til at påpege, at hvis man ikke er så priviligeret som Jenner, så er man måske nødt til at arbejde hårdt for at få en fod inden for i modebranchen.
Modellen Vita Sidorkina-Morabito skrev blandt andet i en kommentar til Love Magazines opslag: »Måske skal ‘de piger’ betale deres regninger, derfor går de 30 shows«, mens en anden model, Jac Monika Jagaciak Jankic, skriver: »Det her gør mig så sur… så respektløst over for seriøst 99 procent af alle i branchen – ja, de var nødt til at arbejde for at komme frem. Please få styr på den rigtige verden«.
Ud over et hav af andre sure brugerkommentarer har flere modeller også brugt deres Instagram Story til at sætte Jenner på plads. Daria Strokous har lavet en fremhævet kategori på sin Instagram-profil, der hedder Hard Work. Her viser hun catwalkbilleder af et hav af modeller til tonerne af Aretha Franklins ‘Respect’, der må tolkes som en kommentar til Jenner-citatet.
Før det delte hun nemlig også et screendump af Love Magazine-opslaget, hvor hun skriver: »‘Hvad fanden de piger gør’ er deres bedste for at komme frem og tjene nogle penge til sig selv og deres familier. Åh, og det er 70 shows per sæson for resten, og vi er alle fucking stolte af hver og en af de piger, der gør det«.
Teddy Quinlivan lægger heller ikke fingre imellem i sin respons til Jenner, som hun postede på sin Instagram Story. Hun synes mere bevidst om det privelegie, som Jenner tilsyneladende ikke tillægger den store betydning i sin egen karriere.
»Modeller kommer ikke kun fra Calabasas (hvor Jenner bor, red.)… de kommer fra Somalia, den sibiriske tundra, en landsby i Kina, en trailerpark i Tennessee. At lave nedladende kommentarer om ens kolleger skaber ikke vækst eller fællesskab, som vores uregulerede branche så desperat har brug for«, skriver Quinlivan blandt andet i ovenstående Story-post.
Kendall har endnu ikke kommenteret på sagen, men som en bruger skriver i en Instagram-kommentar: »Hun kommer sikkert med en påtaget undskyldning i sit såkaldte tv-show« med henvisning til ‘Keeping Up With the Kardashians’. Det må tiden vise.
Læs også: Kendall Jenner forklarer sig efter seneste skandale: »Mine ord blev taget ud af kontekst«