Det kan godt være, at der har været flere Gucci-undskyldninger, og at designeren Dapper Dan har fortalt, at han skal mødes med Guccis øverste chef for at diskutere, hvordan brandet kan lære af det her og komme videre på den rigtige måde. Det stopper dog ikke koret af vrede sorte amerikanere, som råber på boykot af luksusmærket.
Den seneste, som slutter sig til folk som Spike Lee, Soulja Boy, T.I. og Jerry Lorenzo, er 50 Cent, som i nat gik all in på Gucci på sin Instagram.
Han skrev blandt andet, at han ville give alt sit Gucci til hjemløse, så den rigtige befolkningsgruppe kunne gå i det med henvisning til en artikel, hvor en af Guccis ejere udtaler sig om sagen. Men måske glemte han hurtigt den plan. I hvert fald delte han kort tid efter en video, hvor han sætter ild til en Gucci logo-t-shirt – hvilket ikke ser helt ufarligt ud.
Det ser dog ud til, at han er blevet mest irriteret på Floyd Mayweather, efter at bokseren mente, at folk overreagerede i blackface-sagen.
»Jeg svømmer ikke med strømmen. Når alle andre siger, alle skal boykotte. Gæt hvad jeg så siger? Den her knægt tager ud med yachten og lever livet«, har Mayweather sagt ifølge TMZ.
»Vi ved alle sammen, at racisme stadig eksisterer, men skal ikke stoppe midt ridt. Jeg har venner fra alle samfundslag og for mig kommer sorte liv selvfølgelig først, men min ting er, at jeg vil blive ved med at leve livet og være glad«.
De udtalelser er 50 Cent tilsyneladende ikke enige i. I hvert fald lagde han flere billeder på Instagram, hvor han lavede grin med Wayweather. Han mente blandt andet, at han burde få sig en publicist, som kunne hjælpe ham med ikke at sige sådan nogle dumme ting.
Og så sluttede han ellers af med at tegne den nu famøse Gucci-sweater på et billede af Mayweather.
Mayweather har ikke reageret endnu. Som vi tidligere har skrevet, så mener vi ikke, at boykot er vejen frem, selvom Gucci bør stilles til ansvar.