KOMMENTAR. Jeg havde næsten selv kunnet skrive den brugerkommentar på forhånd, så forventelig var den. Dagens nyhed om, at Katy Perrys skomærke var det seneste til at ende i anklager om blackface, blev straks mødt af en virtuel udstrakt håndflade fra en hvid mand med grå stænk i hårpragten på vores Facebook-opslag.
»Prøv lige at styre jeres politisk korrekte handicap!!! Hold kæft nogle tåber.. Det var en SWEATER!!!«, nærmest skreg han gennem tastaturet og blev dermed endnu et eksempel på den manglende lyst til forståelse, som præger begge sider af tidens krænkelseskultur, senest eksemplificeret i modekredse via blackface-anklager imod Prada, Gucci og altså Katy Perry.
Handlingsforløbet er lige så forudsigeligt som en ‘Far til fire’-film: Nogen føler sig krænket og råber op, de indvolverede parter lægger sig fladt ned, undskylder og trækker eventuelle varer tilbage, selvom deres støtter mener (som ovennævnte mand), at folk skal slappe af.
Nogle gange slutter balladen allerede her, andre gange boykotter prominente navne de implicerede brands og opfordrer andre til at følge trop. I de fleste tilfælde fiser gassen dog langsomt af ballonen, og livet går sin vante gang – især for mærkerne som sidder på pengene og magten.
Tilbage står vi med en mere eller mindre uforandret situation, hvor ingen har lært særlig meget.
Har vi lært noget siden H&M-skandalen?
Vi kan jo spole tiden blot et år tilbage. Dengang var det H&M, der stod bag et billede af en sort dreng i en hoodie med teksten »Coolest monkey in the jungle«. Det endte med boykot fra The Weeknd og G-Eazy, mens butikker blev lukket i Sydafrika, efter at vrede kunder lod deres frustration gå ud over dem. Selvom H&M efter sigende ansatte en diversitetsekspert og lovede, at de ville blive klogere, så stod vi primært tilbage med billedet af to meget opdelte lejre.
Og vi har tilsyneladende heller ikke lært alverden, for blackface-problematikken kan næsten spejles én-til-én med H&M-situationen. Faktisk skrev jeg dengang en klumme, som måske er faretruende tæt på denne, men det er blot med til at understrege pointen: Vi bliver nødt til at tænke anderledes, hvis vi ikke skal stå i den samme situation igen om et år – og to år. Og det gælder altså begge sider.
Lad mig tegne et drømmescenarie: Nogen opdager et problematisk design – og ja, hvad er så problematisk? Det er det, hvis store dele af en befolkningsgruppe finder noget krænkende. Det kan ingen, og i hvert fald ikke store kommercielle virksomheder, være interesserede i. Vi lever i en global verden, hvor virksomheder taler til en utrolig divers kundegruppe, når de kommunikerer. Derfor er der mange potentielle faldgruber.
Drop den indøvede panikreaktion
Men lad os drømme videre: Brandet gøres opmærksom på situationen på en velargumenteret måde. I stedet for øjeblikkelig indignation og hurtige krav om boykot ville det give mening at sætte det i perspektiv. Her spiller medier som Soundvenue også en vigtig rolle. Vi kan, som CNN gjorde det så stærkt og enkelt i blackface-sagerne, prøve at forklare, hvorfor sorte i USA føler sig så krænkede, når blackface-symboler bliver brugt i dag.
Det kunne afhjælpe den hovedrystende undren fra andre befolkningsgrupper (selvfølgelig ofte hvide mænd (som jeg selv er)). I stedet for hurtige anklager om racisme ville de blive mødt af en kontekst, som forhåbentlig ville hjælpe dem med at forstå, hvorfor krænkelsen opstår, og hvorfor det ikke er okay for store modehuse som Prada og Gucci at lave disse fejl.
I dette drømmescenarie ville tøjmærkerne heller ikke trykke på den røde panikknap, som de fleste af dem efterhånden har installeret på skrivebordet lige ved siden af skuffen med nøglen til den bugnende pengetank. Et tryk på den knap affyrer en præ-formuleret undskyldning, hvor det tydeliggøres, at de ingen intention havde om at krænke nogen, at varerne selvfølgelig bliver fjernet, og de vil sørge for, at det ikke sker igen. Så tørrer de sveden af panden og giver måske endda highfives til den SoMe-ansvarlige, der reagerede så hurtigt på balladen, selv på en søndag.
I stedet for den indøvede panikreaktion tager et brand – i min drøm – for alvor kritikken til sig. Varerne fjernes højst sandsynligt med samme hast, men der sættes mere handling bag. Måske doneres penge til et formål, der giver mening i den konkrete sag. Måske faciliterer brandet en samtale, der netop sætter fokus på problematikken omkring for eksempel blackface. Det kan selvfølgelig også tolkes som hult og let, men i det mindste er det et forsøg på at tage ansvar, ikke blot lægge låg på og glemme.
Det ville også have klædt Ganni at have taget en lignende approach, da de for få uger siden blev gjort opmærksom på et ufølsomt setup ved deres seneste modeshow. I stedet trykkede brandet tilsyneladende på panikknappen.
Gucci lader faktisk til at ville lære
Det paradoksale er så, at Gucci rent faktisk er ret gode til dette. Da brandet for to år siden blev anklaget for at kopiere den sorte bootleg-designer Dapper Dan, reagerede de ved at invitere ham med i det fine selskab. De lavede efterfølgende en særkollektion sammen, og siden har de åbnet en systue/butik i Harlem.
Måske er det også derfor, at Dapper Dan i modsætning til Spike Lee og Soulja Boy med flere nu ikke råber på et boykot af Gucci, men på at mødes med brandets øverste chef Marco Bizzarri for at finde ud af, hvordan de lærer noget af balladen og kommer videre. Han skriver, at Bizzarri kommer til Harlem i denne uge for at mødes med Dapper, andre fra befolkninggruppen og brancheledere.
»Der kan ikke være inklusion uden ansvarlighed. Jeg vil holde alle ansvarlige«, skriver han. Men ansvarlig er altså ikke lig med boykot, men nok nærmere en handlingsplan.
Samtidig fornemmer man, at Gucci også tager sagen seriøst – og forhåbentlig ikke kun fordi det er godt for forretningen. I et internt brev, som Fashionista har fået fingre i, skriver Bizzarri blandt andet: »Vi begik en fejl. En stor en. På grund af kulturel uvidenhed, men uvidenhed er ikke en undskyldning. Og vi tager ansvar for fejltagelsen. Alligevel er der ingen grund til at tro, at det her nogensinde ville ske med vilje«.
Han fortsætter længere nede i brevet, at Gucci har gjort meget for at blive mere inkluderende og mangfoldige, men at det tager tid, og at fejl stadig kan ske undervejs.
»Vi troede, at vi stod i en bedre situation, og vi er nødt til at indse, at det gør vi ikke. Vi bliver nødt til at bevæge os endnu hurtigere«, skriver han og fastslår, at han er i gang med at arbejde på øjeblikkelige, konkrete forandringer, som et kulturelt oplysningsprogram og et system, der skal gøre plads til diversitet i hele Gucci-organisationen.
En naturlig diversitet er selvfølgelig et af de vigtigste endemål, for med flere kulturer til stede i en virksomhed er der flere til at råbe op, inden fejltagelser som blackface-design når butikshylderne.
Guccis brev virker faktisk som et skridt videre – og i retning af mit drømmescenarie. Så må vi håbe, at Gucci holder, hvad brevet lover, og imens kan vi andre øve os på at forbedre vores reaktionsmønster, uanset hvilken side af internettets debatskyttegrav vi står på. Det bliver vi nødt til.
Læs også: Marie Kondo viste mig én ting, og det har intet med oprydning at gøre