Dior skruede op for streetwear-koderne – viste Stüssy- og Air Jordan-samarbejder på catwalken

Dior skruede op for streetwear-koderne – viste Stüssy- og Air Jordan-samarbejder på catwalken
Finalerunden til Dior Mens Pre-Fall 2020-show i Miami i nat. (Foto: Frazer Harrison/Getty Images)

Streetwear har altid været en del af Kim Jones’ dna, og dermed har den engelske designer også haft den for streetwear-fans så vigtige autenticitet, der har gjort det muligt for ham at tage gaden med ind i store franske modehuse som Louis Vuitton og Dior, hvor han har styret herrekollektionerne siden henholdsvis 2011 og 2018. Han stod som bekendt bag det omtalte – og elskede eller hadede – Louis Vuitton x Supreme-samarbejde, der for alvor cementerede streetwearens overtag i modebilledet i 2017.

I nat viste han så sin Pre-Fall-kollektion for Dior Men ved et modeshow, der samtidig agerede en slags åbning af Art Basel Miami, og her viste Jones for alvor, hvordan han har taget sine streetwear-rødder med ind i modehuset. Samarbejder med Stüssy og Air Jordan, der selvfølgelig blev til Air Dior ved lejligheden, løb således også med en stor del af opmærksomheden på catwalken, hvor vi så en kollektion, som netop understregede tidsånden med blandingen af gaden, tailoring og luksus.

Fra Dior Mens Pre-Fall 2020-show. (Foto: Frazer Harrison/Getty Images)

Jones havde allerede teaset Stüssy-samarbejdet, eller fortalt at Shawn Stussy var kommet ud af pensionslivet (han solgte sit brand i 1996) for at genfortolke Dior-logoet. Resultatet blev brugt både på den grønne catwalk og på tøjet for forskellige logoprints prydede alt fra forskellige strik til en fuldt bukse/skjorte-sæt.

Fra Dior Mens Pre-Fall 2020-show. (Foto: Frazer Harrison/Getty Images)

For sneaker-fans var det de Air Jordan 1’s, der sad på fødderne af flere af modellerne, som løb med opmærksomheden. Vi har lige set Pradas luksus-take på Adidas Superstar-silhuetten, og det er med samme indgangsvinkel, at Jonas og Dior har fremstillet en italiensk produceret version af den ikoniske basket-sneaker i kalvelæder, som brandet også bruger til sine tasker. De to brands mødes i et Jumpman-logo, hvor der står Air Dior og på Swoosh’en, som er fyldt ud med Diors Oblique jacquard-print.

Dior x Nike Air Jordan 1. (Foto: Nike)

»Jeg elsker at blande forskellige verdener, forskellige ideer – og Jordan-brandet og Maison Dior er begge symboler på absolut fortrinlighed på deres felter«, siger Jones ifølge Nike. »At bringe dem sammen i dette specielle samarbejde er at tilbyde noget spændende og virkelig nyt«.

Sneakeren kommer i handlen i Dior-butikker i april 2020, hvor resten af kollektionen og Stüssy-samarbejdet også forventes at blive tilgængelig.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af