Prada går klassisk til Adidas
Det vækker selvfølgelig altid opmærksomhed, når store modehuse samarbejder med mere hverdagsagtige brands. Vi så det med Louis Vuitton og Supreme, og nu har Adidas og Prada altså løftet sløret for deres første samarbejde.
Resultatet er ultraklassisk, når et enkelt luksusbud på Superstar-silhuetten, der har 50 årsjubilæum i år, og en bowlingtaske sættes til salg den 4. december. Der er vist kun lavet 700 styk af hver, og de individuelt nummererede. Samtidig er fokus på den gode læderkvalitet, ligesom at produkterne er fremstillet i Italien. Det kommer sikkert også til at betyde, at prisen bliver tæt på ubetalelig, især med tanke på den begrænsede mængde.
Asics gør deres trail-sneaker endnu bedre
Vi har allerede haft optur over GEL-Fujitrabuco 7-silhuetten, og nu har Asics lavet en ny version, der klæder modellen. Her bruges det årstidspassende Gore-Tex, ligesom de grå og gennemsigtige detaljer er med til at skrue op for vinterassociationerne. Det er japanske Beams, der er medafsendere på skoen, som Wood Wood sætter til salg i morgen for 1.350 kroner.
Adidas og ‘Star Wars’ er nået til velkendte karakterer
Med Yoda, Darth Vader og Prinsesse Leia er det fortsatte samarbejde mellem film-franchisen og sportsgiganten nået til nogle af de mest ikoniske karakterer. Det er dog stadig et samarbejde, der har svært ved at hæve sig over det middelmådige. Dertil er designet for subtilt, og det er sjældent mere end en farve og et billede på pløsen, der sender tankerne mod de portrætterede karakterer.
Det er NMD_R1 og Nite Jogger, der lægger ‘krop’ til de seks colorways, og de kommer til at koste mellem 899 og 1.199 kroner, når Adidas sætter dem til salg på mandag den 2. december.
Nike går sci-fi sammen med Undercover
Der bliver ofte kastet rundt med termer som futuristisk og sci-fi, når folk snakker om sneaker-design – også hos os. Men hvis det nogensinde har givet mening, så er det, når man kigger på Nikes seneste samarbejde med Undercover.
Udover splatter-detaljer der kan minde om en stjernehimmel, så er det især React Boot, der med plastiktuber, gennemsigtige detaljer og den velkendte React-sål sender tankerne mod de tyndere luftlag. Den kommer også i en sortdomineret colorway.
På Air Max 720’eren, der kommer i en gul, rød og sort colorway, er det mest stjerne-splatteren, som stjæler opmærksomheden. Begge modeller og en lige så detaljeret tøjkollektion bliver sat til salg i morgen, lørdag, hos Nike.
Converse refererer Off-White-samarbejde
‘The Ten’-æstetikken fylder stadig meget i sneaker-landskabet, og nu har Converse lavet to nye versioner af den klassiske Chuck Taylor All Star-silhuet, der netop låner fra Virgil Ablohs design fra samarbejdet. Overdelen er nemlig gennemsigtig, mens mellemsålen er i samme blålige, gennemsigtige look. Footlocker har både en med skriggule detaljer og en i bordeaux til 750 kroner.
New Balance hylder Joker
Joker har været en omtalt figur i år efter Joaquin Phoenix’ portrættering i filmen af samme navn. Og noget tyder på, at New Balance vil holde liv i den kontroversielle karakter, dog i tegneserieversionen. Brandet skulle nemlig være på vej med et samarbejde med DC Comics, hvor denne version af 990v3 har hentet sit look fra den farveglade karakter. Det vides endnu ikke, hvornår modellen udkommer.
Mere slangeskind fra Nike
Først fik vi Soullands slangeskindsudgave af Blazer-silhuetten, så var Nike alene på pletten med en Air Force 1, og nu har sportsgiganten også give golfudgaven af Air Max 1 slangeskindsdetaljer. Det er primært sålen, der skiller sig ud på golfvarianten af modellen, ligesom der står Golf på pløsen. Men ja, det er selvfølgelig slangeskindsprintet, der løber med opmærksomheden her. Nike har lige sat modellen til salg for 1.150 kroner.
Reeboks toner sin stærke trail-model ned
Indrømmet, Reeboks DMX Trail Shadow er måske lidt for meget inspireret af Balenciagas Track Sneaker, men den er fed. Klart en af de bedste af årets mange trail-sneakers. Efter nogle mere farverige colorways har Reebok nu lavet en sort, en hvid og en sort/hvid variant, der virkelig lader de mange detaljer tale.
Naked sætter den trippelhvide colorway til salg på søndag til 1.500 kroner, ligesom de også har nogle af de tidligere varianter på hylderne. Sneakersnstuff får alle tre colorways til 1.599 kroner.
Skarpe UltraBoosts fra Neighborhood
For et par uger siden var det Wood Wood, som svang designpenslen over UltraBoost 19, og nu har Adidas så samarbejdet med Neighboorhood, der har skabt skarpe, grafiske designs til både UltraBoost 19 og ATR – som altid holdt i sort og hvid.
Mens 19-modellen har fået logoficeret vriststøtten, så er det ATR’s hajtænder-agtige mønster på Primeknit-overdelen, der står stærkest. Adidas har begge sneakers til 1.599 kroner plus den løbefokuserede tøjkollektion, der følger med samarbejdet.