Dinojax

Dinojax har udgivet en ny EP “Involver” og det er således bandets anden officielle produktion, i dets nuværende form. Sidste års “Atrium” fik gode anmeldelser med på vejen, og det får denne også, men det er ikke uden men…

EP’en indeholder 4 numre, hvoraf de tre er nye numre, mens det sidste er en liveudgave af et tidligere udgivet nummer “Trying to find You”. Bandet har fået hjælp til produktionen af engelske Poul Bowrey, som tilsyneladende var så begejstret for “Atrium”, at han slet ikke kunne lade være med at tilbyde sin hjælp til den næste. Det var selvfølgelig et tilbud, Dinojax ikke kunne sige nej til, og der er heller ikke meget at sætte fingre på med hensyn til produktionen. Bandet har formået at opnå en gennemført garagelyd, der hjælper med til at give “Involver” en autentisk rocklyd, og bandet er flot kommet uden om overproduktion og syntetisk lyd. Det er godt, hold den stil! “Trying to find you” giver en smagsprøve på Dinojax live, og det kan anbefales, til dem der ikke har oplevet det endnu.

Men Dinojax laver almindeligt rockmusik, de gør det på den almindelige måde, og det er meget almindeligt det resultat, der kommer ud af det. Det er godt lavet, god lyd, godt sammenspillet og indpakket i et nydeligt cover, men musikken præsenterer intet nyt i andedammen. Det bliver den ikke dårlig af, absolut ikke, men man sidder og savner noget udover mainstreamrock fra dette band.

Musikken passer fint til skamrotering på P3, og hvis man ønsker det med sin musik, er det naturligvis fint nok. Det udelukker desværre ofte forsøg på at lave noget, lytteren ikke glemmer lige med samme. Det kan Dinojax hurtigt komme i fare for. Bandet har med “Involver” fortsat på det sikre, lige og pæne spor, men det er desværre også det lidt kedelige spor.

Dinojax. 'Involver'. Ep.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af