Offspring
Så er Offspring klar med en ny gang poppunk fra den radiovenlige skuffe. Det er blevet til 12 skæringer på ialt 32 minutter, så hvis man er helt vild med korte numre er dette en ok CD. Ellers er der ikke meget at glæde sig over, med mindre man er uforbeholden Offspring-fan.
Singlen ‘Hit That’ har allerede fået en del airplay. Den er støbt efter den gammelkendte formel, som ligeledes blev anvendt på ‘Pretty Fly’ og ‘Original Prankster’, og det er simpelthen så forudsigeligt skruet sammen, at enhver hjerneaktivitet er overflødig i forbindelse med lydbearbejdning. Det kan ikke skabe den mindste forargelse, men hvis man forsøger at lade musikken indprinte sig i sin bevidsthed, opstår der bare et råbende ingenting. På et andet nummer forsøger de sig uvant med lidt ska, men en meningsløs humorforladt tekst trækker forsøget langt ned i sølet.
Musikken er Offsprings, som de plejer, der er et MTV-nummer, som der plejer, og Dexter Holland synger, som han plejer. Alt er i skønneste orden, og ingen kan føle sig stødt. Men hvis man, som de færreste kan afvise, kender et par Offspring-numre i forvejen, er ‘Splinter’ bare også et rimeligt ligegyldigt bekendtskab, og man står lidt tilbage og undrer sig over, hvorfor de har lavet den. Det er ikke fordi, det er decideret venstrehåndsarbejde, men det kan være vanskeligt at forestille sig glæden ved at producere noget, som man i bund og grund har lavet før.
Der er desuden lagt lidt ekstra video- og lydmateriale på, der kan gennemses/-høres via PC, men det er ikke værd at omtale.