Soulfly – uno, dos, tres, QUAD!

Max Cavalera og co. inviterede til tungt metalkalas i Pumpehusets festsal.

Soulfly er nok et af de få metalbands, der har et ægte ikon som frontfigur. Max Cavalera er bandets primusmotor, og siden hans tid i Sepultura har han opnået en ophøjet status i metalverdenen. Han har dannet basis for den såkaldt skat-sang, som blandt andre Korns Jonathan Davis har taget til sig, og desuden må Soulfly vel nærmest defineres som Cavaleras soloprojekt.

Salen var ved at være på kogepunktet, da de brasillianske metalkonger entrerede scenen. Med Cavaleras karakteristiske ord; “uno, dos, tres, quad” lød startskuddet til halvanden time med heftige temposkift, latinamerikanske grooves og tunge riffs.

Bandets nye guitarist Mark Rizzo (ex-Ill Niño) leverede en yderst stabil indsats. Han havde ikke glemt sin rygsæk, som han altid er iført under optrædener. Af andre detaljer kan nævnes Cavaleras custom made guitar, der var påmalet det brasillianske flag, og hele scenen der nærmest lignede en guerilla camp i junglen. Med patronbælter på mikrofonstativerne og camouflagenet over scenen gav det hele oplevelsen en ekstra dimension.

Koncerten blev udført med god energi fra bandet, men til tider virkede det som om, at de kørte lidt på rutinen. Det gjorde, at udtrykket fra scenen virkede lidt påtaget af og til. Publikum var på hele koncerten igennem, så derfor kunne man godt tænke sig, at bandet ligeledes holdt deres, som oftest, meget høje kvalitetsniveau.
Når det så er sagt, så leverede Soulfly en fed koncert, der også så ud til at behage det talstærkt fremmødte publikum.

Højdepunkterne var Jump da Fuck Up’, ‘Primitive’ og ekstranummeret ‘An Eye for an Eye’.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af