Roskilde 04: Amber – kølig hånd på vilde nakker
I sin meget røde og småflagrende divakjole lader hun vinden forvirre de brune krøller. Biljana Stojkoskas stemme er nøjagtig og præcis – en blanding af at slå forsigtigt på et krystalglas og fløjte ned i en flaske, så når Martin Soelmarks metalpiber i den ombyggede xylofon blander sig, skal der et radiostyret atomur til, hvis tiden ikke skal stå stille.
Amber er sarte og sårbare toner til tusmørke sidst i november, så det var en oplevelse at mærke campingscenen lægge en kølig hånd på nakken af det ellers utøjlede festivalpublikum – hvoraf mange af dem viste sig at være ‘Det Elektriske Barometer’-lyttere, som skam også fik tilegnet sangen ‘The more you get into it’. Det passede dem fint, både før, under og efter sangen.
Førstepladsen på en indie-hitliste var ikke det eneste, der kunne plante mudderbrune gummistøvler i vandpytterne foran scenen og den forførende stemme. Skoven voksede stødt gennem koncerten, og trods stædige opfordringer, kunne orkestret ikke lokkes på scenen til et ekstranummer. Ærgerligt nok.
‘Pas godt på hinanden’, påminder storskærmen til venstre, men den havde publikum allerede regnet ud.