- Aftenens hovednavn efterlod salen i tårer: Vi var på ambitiøs endagsfestival i København
- Robert Smith stirrer sin egen dødelighed dybt i øjnene på The Cures første album i 16 år
- Din yndlingsrapper deler scenen med ham. Din konge ser fodbold med ham. Er der nogen i landet, der ikke elsker Thor Farlov?
Tiger Baby
Dette forår har kunnet afsløre internationale afsætningsmuligheder for en hel del mindre danske bands. Udover navne som The Blue Van, Diefenbach og No Privacy er nu også københavnertrioen Tiger Baby på vej direkte ud i det internationale farvand. Debutalbummet, ‘Lost in You’ er netop udkommet i både Danmark og USA.
Og det er unægtelig også en mere international orienteret og progressiv musikalsk omgang, end sædvanligt, man får serveret af baby-tigeren, der begiver sig ud i en sødmefyldt upbeat elektropop, som samtidig er ligeså præcist melankolsk, at det største potentiale herhjemme er Det Elektriske Barometer.
Konceptet er aldeles simpelt. Knastørre beats og en stedvis groovy bas lægger bunden, keyboardhooks og samples giver lidt kant og ovenover svæver i fællesskab Pernille Pangs luftige stemme og en hel del yndigt støjbelagt guitar.
Både beats, bas og keys lyder, som om de er kommet direkte ud af et sequencerprogram uden megen efterbehandling. Men de på én gang bløde og udynamiske lyde fungerer overraskende godt sammen med den stærke stoflighed i stemmen og guitaren.
I de gode øjeblikke læner de sig op ad letheden hos Saint Etienne og bevarer samtidig en tyngde som hos Lali Puna. Og i de bedste har de også sidstnævntes fine fornemmelse for præcist at afstemme det elektroniske med det levende, så det både flyder og fylder i lydbilledet.
Med ‘Lost in You’ er der således tale om et flot, formstøbt debutalbum, der nok ikke sparker benene væk under nogen, men først og fremmest charmerer med sin ligefremhed.
Tiger Baby. 'Lost in You'. Album. Gunhero Music.