Århus Took It 2004: Pharoahe Monch – Simon says

At dømme på opbuddet fremme ved scenen var aftenens sidste koncert også den mest ventede denne første dag på Aarhus Took It. Det var da også som om, at showet skulle blive større, da hele fire personer indfandt sig på scenen, fordi der skulle et kor bestående af Lady La og Showtime til at understøtte Pharoahe Monch.

Ud på scenen kom han i fint humør med et lidt paradoksalt ydre; hoved og overkrop var klædt i kamuflage-tøj, mens der bag de store læber indfandt sig et fjoget smil. At Pharoahe Monch uden tvivl er en dygtig rapper fik han hurtigt vist til et par numre med rimeligt tunge beats, hvor han punktligt fik leveret sin lyrik og gav plads til at koret på rette tid kunne levere den tiltrængte melodiske sang, som godt supplerede den rytmisk meget hårde og firkantede musik, som dj Boggie Brown med de valgte produktioner spillede. Dette blev flot fuldendt i ‘Fuck You’, hvor publikum pænt blev bedt om at hæve deres ‘middlefinger’ i vejret og herefter høre korsangerne i flot samhørighed synge med ren stemme, men ikke en mund vasket med sæbe, for til sidst at lade Pharoahe Monch stemme i og begynde sin rap.

Herefter var man vidne til endnu mere inspirerende sang fra de to meget indlevende korsangere, hvor især Showtime med sin meget bevægelige optræden var en oplevelse at se på. Nu blev det tid for at afdøde rappere skulle æres. Det sluttede af med en finale, hvor Big L blev omdrejningspunkt for det kæmpe brøl, som skulle sendes ud i universet, som afløser for den obligatoriske stilhed, man normalt ‘hører’, når afdøde personer skal æres. Så var det endnu engang tid til at høre et mindre dj-sæt, hvor dj Boggie Brown ene og alene fik lov at vise kunnen, dette gjorde han godt og underholdende uden dog at imponere.

Stafetten røg tilbage til Pharoahe Monch og det skete til nummeret ‘Oh No’ fra Lyricist Lounge vol. 2, men ingen kanin (Mos Def) hoppede ud af hatten (på scenen), og Pharoahe Monch færdiggjorde sit vers i sublim stil med et medlevende publikum. Fokus blev ændret og Pharoahe Monch fortalte, at han ikke kunne huske, hvornår han sidst havde stemt til det amerikanske præsidentvalg, men at han ville stemme til september, pga. de mange urimelige ting, som Bush havde foretaget sig i Irak og i det hele taget, hvilket vakte stor jubel hos publikum. Dette flød flot hen i et nummer, som endnu engang med formidabel sang, handlede om at give sit liv hen til noget meningsfyldt.

Nærmest forventeligt sluttede de af med det nummer, som Pharoahe Monch nok i de brede kredse er mest kendt for nemlig; ‘Simon Says’. Publikum nærmest eksploderede og sang og skrålede og smed hænder i vejret. Så gik de tre fra scenen (dj’en blev) og efter et lille stykke tid kom de ud på scenen for at synge et par ekstra numre, som især udmærkede sig ved de to korsangeres lyst til at krænge hele sjælen ud i et yderst rammende soulnummer. Simon says: Tak for en god om ikke fænomenal hiphopaften.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af