Looptroop

Intet er ændret. De cigarrygende, egoistiske storkapitalister sidder stadig i mørke, røgfulde baglokaler og udtænker udspekulerede planer, der skal kolonisere verden i Vestens og neo-liberalismens navn, under dække af “frihandel” og “demokrati”.

Imens jager de europæiske lønslaver den næste charterferie, mentalt trælbundet af magthavernes kontrollerende og manipulerende stat.

Velkommen til svenske Looptroops politiske univers og deres tredje album ‘Fort Europa’. Velkommen til endnu en perlerække af syntetisk tørre, vuggende og komprimerede DJ Embee-produktioner. Mere rå og påtrængende end hvad Embee tidligere har tryllet ud af rytmeboksen, men stadig fyldt af Looptroop-revolutionsromantik.

Med drømmende stryger- og blæserloops, der sentimentalt hylder det “ægte menneskelige” i kærligheden, sorgen og drømmene og ordløst skildrer det tusindårsrige som upåklageligt velrimende Supreme, Cosmic og Promoe, lover lytteren for enden af regnbuen. Og med truende klaverloops og tætpakkede, kværnende trommearrangementer, når “systemet” spides og triste, nedbrudte menneskeskæbner portrætteres.

‘Fort Europa’ er præcis så personligt og hæsblæsende indholdsfyldt som det opløftende og livsbekræftende forrige Looptroop-album ‘The Struggle Continues’. Stemningsmæssigt er det mere dystert, men stadig med plads til de positive historier, der på trods af alt, gør verden smuk og værd at kæmpe for for engelskrappende Looptroop. Det er kontinuitet og kvalitet. Det er “beats, rhymes and life” i en smuk treenighed og det er hip-hop når det er aller, allerbedst.

Looptroop. 'Fort Europa'. Album. David vs. Goliath/Bonnier Amigo.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af