Audioslave
Fire musikere fra to af 90’ernes største rockorkestre. Mindre end tre uger i studiet. 12 sublime skæringer. Rick Rubin i producerstolen. Andet udspil fra Audioslave er på gaden. Værsgo.
Det slog gnister, da Chris Cornell (Soundgarden) i 2002 joinede resterne af Rage Against the Machine og sammen med Morello, Wilk og Commerford dannede Audioslave.
Her tre år efter har gnisterne udviklet sig til flammer. Flammer, der kun omkranser de største konstellationer på rockens hårdtslående bålplads.
Ud af flammerne træder ‘Out of Exile’ som et fantastisk medrivende, klassisk og melodisk rockudspil, der viser Audioslave i absolut stærkeste form. Der er hældt ny sprit på et i forvejen velblussende bål!
Som det var tilfældet med debuten, veksler også ‘Out Of Exile’ mellem det tungtrykkende og så balladerne. Sidstnævnte er i overtal.
‘Your Time Has Come’, ‘Drown Me Slowly’ og ‘The Worm’ viser Audioslave på tinder tidligere besteget af Led Zeppelin og Black Sabbath, mens de noget blidere ‘Yesterday To Tomorrow’, ‘Be Yourself’ og ‘Heavens Dead’ cementerer Cornell’s kærlighed til – og sublime evner indenfor – den indfølte, melodiske rocksang.
Albummet igennem taler Cornells vokale præstationer sit eget tydelige sprog. Han er ubestrideligt blandt de bedste. Så enkelt er det.
Det samme gælder RATM’s gamle rytmegruppe, hvor Morellos guitar rykker som flammende aftryk fra en euforisk dansende Beelzebub – og Wilk/ Commerford danser lystigt med.
Det gør ‘Out Of Exile’ til en nydelse fra ende til anden.
Dans slave, dans!