The Mountain Goats

Vi har sikkert alle prøvet at hade vores forældre. I hvert fald i nogle minutter. Nogle måske længere end andre. Men for det meste har det bare været, fordi vi er nogle forkælede møgunger uden nogen form for realitetssans.

Det kan man til gengæld ikke sige om John Darnielle. Enhver fan af The Mountain Goats blev på 2003 albummet ‘We Shall All Be Healed’ klar over, at Darnielles barndom var alt andet end idyllisk. Efter flere album, hvor singer/songwriterens fantastiske tekster havde gemt sig i fiktionens verden, tog han endelig kampen op mod sine egne indre dæmoner.

På ‘The Sunset Tree’ fortsætter udryddelsen af minderne om en fæl stedfader. Som på ‘Hast Thou Considered the Tetrapod?’, hvor Darnielle synger “You are sleeping off your demons / when I come home / spittle bubbling at your lips / fine white foam / I am young and I am good / It’s a hot southern California day / if I wake you up / there will be hell to pay”. Og Darnielle kommer til at vække ham op. Og så er helvede løs.

Det er lyrikken, der altid har været The Mountain Goats styrke, og det er det også på dette, det niende album. Musikken er meget straight forward singer/songwriter stil, domineret af en hårdt spillet, akustisk guitar og oftest nuanceret af en blid cello.

Og udover de overraskende ørehængere ‘This Year’ og ‘Dance Music’ er der heller ikke tale om musik, der bare sætter sig. Derimod er albummet fyldt med stærke historier og melodier, der vokser med hver gennemlytning. De inviterer til mange refleksionsstunder, som en anden solnedgang.

The Mountain Goats. 'The Sunset Tree'. Album. 4AD/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af