The Psyke Project

Det kræver gode ører, stabilt blodtryk og en stærk sjæl at kaste sig ud i det danske hardcore band, The Psyke Project’s, ualmindeligt dystre, støjende og kantede andet album.

Det er bestemt ikke lettilgængelig musik. Men for dem, der har nerverne og opdagelseslysten, gemmer der sig under den umiddelbare dystopi et af de mest originale, dragende og smukke lyduniverser, jeg nogensinde har hørt fra et dansk band.

De knusende tunge ‘rifforamaer’, komplekse sangstrukturer og det næsten virtuose sammenspil, som dominerede The Psyke Project’s selvudgivne debut, Samara, er tilbage i fin form. Men samtidig har bandet formået at føje en helt anden dybde til deres udtryk ved at eksperimentere med mere afdæmpede og psykedeliske passager.

Kommunikationen og forståelsen mellem bandets guitarspillende brødre, Mikkel og Simon Vadstrup, virker til at være af en nærmest telepatisk karakter. Og de fremmaner i løbet af albummet nogle æteriske klangbilleder af en anden verden, en rå melodisk skønhed, der svæver over albummets ellers brutale og kaotiske grundtone.

‘Daikini’ er et album, du kan forsvinde i, en hel verden, der ligger klar til din udforskning. Men klæd dig godt på, det bliver koldt. For i denne verden er det altid fimbul, den femte årstid.

The Psyke Project. 'Daikini'. Album. CPH-Sound/VME.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af