Viva Voce
Ikke alle plader, der kommer ind med posten, er bakket op af store selskaber, som har smidt en million dollars i et indspilningsstudie og en fancy producer.
Enkelte er selvproducerede og selvindspillede, og denne kategori hører amerikanske Viva Voce ind under. Ægteparret Kevin og Anita Robinson står bag den udmærkede lyd, og medvirker begge på pladen – både som solosangere samt i fine duetter.
Musikken er et lidt forvirret mismask af indierock, pop og elektroniske lyde, og der anes en smule stilforvirring, men pladen har bestemt også sine gode momenter. Specielt i de numre, hvor Anita Robinson synger for, rammes en god og simpel stemning, som det er svært ikke at lade sig fange af.
Kevin Robinson gør det fint som backingvokal, men falder igennem når han skal trække læsset selv. Ikke fordi han synger dårligt eller falsk, men der er ikke meget klang i stemmen, som derved bliver en anelse kedelig og livløs at høre på, hvilket trækker numrene i en negativ retning også. Måske en lidt mere streng fordeling af opgaverne i det musikalske ægteskab ville være at foretrække?
Mange numre på pladen har potentialet til at blive rigtig gode, men det er som om der mangler en form for rød tråd. En gennemlytning fra start til slut kan være en lidt forvirrende affære, og selvom enkelte numre står ud som rigtig gode, falder pladen som helhed en smule igennem.