Roskilde 05: Oh No Ono – gakket fokus

De har fat i den lange ende de fire musikalske blandingsnarkomaner i Aalborg-kvartetten Oh No Ono – ingen tvivl om det. Med ‘Always the Same’ fra ep’en ‘Now You Know’ som affyringsrampe gik de løs på deres Roskilde-debut med anarki-pop, der flintrede næsten ekvilibristisk af sted over stok og sten. Det tog dog lige et par numre, før gruppen for alvor fik prikket hul på Roskildemødommen og besnæret publikum, men så var det også bare om at hænge på.

I front filede Aske Zidore og Malte Fischer løs på de kantede guitarer, så det var en sand lyst. De to er ikke just fødte showmænd sådan i traditionel rockstar-forstand, men de udgjorde i deres nydelige sort/hvide antræk alligevel en ganske seværdig duo, når de krøllede hoveder bobbede op og ned.

Fischers heliumpumpede tegneserievokal stjal i kraft af sin særegenhed naturligt lydbilldet, men Oh No Ono et særdeles slagkraftigt og disciplineret bagland. Kristoffer Rom sled på trommerne mens Kristian Olsen støbte kuglerne, skabte rytmerne og diverse lydpranks på sit Hammondorgel. Ikke mindst deres indsats var medvirkende til, at Oh No Ono ikke tabte deres DAMP-pop på gulvet i det store telt.

Vi fik blandt andet de seks numre fra debut-ep’en og en spritny sang, ifølge forsanger Fischer flikket sammen i sidste uge, der skilte sig ud fra resten af sættet med sin mere stringente opbygning uden de helt store kompositoriske svinkeærinder. Mørkt, melodisk og fængende var den. Og rart at høre, at Oh No Ono også vil vise, at de selvfølgelig kan holde fokus og tungen lige i munden, når de vil. Det var ganske enkelt aftenens højdepunkt og et stærkt vidnesbyrd om, at Oh No Ono ikke bare byder på gakkede indfald og halsende temporidt, men først og fremmest er dygtige sangskrivere og musikere.

Et fuldendt triumftog blev koncerten aldrig helt. Dertil manglede lige den sidste portion charme og galskab, men medrivende var det. Fremtiden ser lys ud for Oh No Ono.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af