Buscemi

Det lille europæiske land Belgien gør sig ikke synderligt bemærket på den internationale musikscene, men det hænder, at der dukker navne op hist og hin. Buscemi er en af denne slags. Den belgiske dj og producer, Dirk Swartenbroekx, har i et lille tiår udgivet små varme godter fra den belgiske chokoladefabrik. Navnet er taget fra en af 90’ernes store skuespillere med fornavnet Steve, men musikken er åbenlyst inspireret fra de latinamerikanske lande.

Buscemi har samlet sine bedste remix’, fra han startede til i dag, og samlet dem på denne dobbelt udgivelse. En stor æske lækre belgiske chokolader i forførende indpakning, og så endda i dobbelt lag. Chokoladerne holder bare ikke den standard, vi ellers er forvænt med. Latin, bossa og lounge præger smagsindtrykket, og det virker ærlig talt en smule gammelt. Ind i mellem finder vi lidt blid house og enkelte afrobeats, der er smurt godt ind i brazilian grooves.

Det er til tider smukt. Aftensolens rødmen skimtes i horisonten på enkelte numre, men forløsningen udebliver. Buscemi viser sit talent på første cd, hvor hans arbejde med Tribalistas sørgmodige ‘Ja sei namorar’ er en virkelig delikatesse skabt af Buscmeis dejligt funklende drum’n’bass beat. Det holder til en cd, men ikke til to.
Udfordringer og alsidighed er en mangelvare på albummet – og begge elementer er altså nødvendigheder, hvis det skal klare sig med loungemusik anno 2005. Nok er det belgisk chokolade, men kvaliteten smager mere af Toms, eller måske bare af chokolade, der har ligget for længe. Spiseligt, ja, men ikke delikat.

Buscemi. 'Late Nite Reworks, Vol. 1'. Album. Downsall Plastics/VME.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af