Little Brother
Little Brother er en super-gruppe i svøb. De høstede fine anmeldelser for deres debut ‘The Listening’, og hiphop-personligheder som Pete Rock og ?uestlove fra The Roots udråbte over natten gruppen til hiphoppens redningsmænd. Gruppens producer, 9th Wonder, blev hyret af prominente folk som Jay-Z og Destiny’s Child, og begge rappere har udgivet soloplader, hvoraf Phonte’s Foreign Exchange-projekt var aldeles fremragende.
Opfølgeren ‘The Minstrel Show’ er et ambitiøst koncept-album. Titlen refererer til forestillinger fra 1800-tallets Amerika, hvor sorte afroamerikanere blev portrætteret som stereotyper. Et udtryk Little Brother overfører til dagens sorte populærkultur, hvor storsælgende rappere hylder endeløs materialisme.
Det er en stor mundfuld at sluge, men langt hen ad vejen kommer gruppen sikkert i havn. Der er grovkornet socialrealisme, intelligent humor og tung alvor, når emner som faderskab og forhold vendes med teknisk elegance og en fremragende indbyrdes supplering de to rappere imellem.
På produktionssiden disker 9th Wonder igen op med besnærende beats, der snor sig omkring opklippede soulsamples og en stram, stram snare. Numre som ‘Slow It Down’ og ‘All For You’ er små perler i sig selv, men alt for mange introer, outroer og skits trækker ned, ligesom r&b-parodien ‘Cheatin’ virker forsøgt og unødvendig.
Little Brother er ikke hiphoppens redningsmænd (endnu), men et friskt pust til scenen på grund af deres intentioner og ambitiøse tilgang til musikken.