Millionaire
Millionaire-frontmand Tim Vanhamel var ikke mere end 17 år gammel, da han i 1995 fik en tjans som guitarist i Belgiens største rocksucces, dEUS. Talentet var uomgængeligt, og det er det om muligt blevet i endnu højere grad, efter at han har dannet sit eget band Millionaire. Gruppen udgav tilbage i 2001 den forfriskende og overrumplende soul/funk/punk-bastard ‘Outside the Simian Flock’, hvorfra sangen ‘Come With You’ blev et mindre hit i undergrunden.
På ‘Paradisiac’ har Vanhamel & Co. imidlertid smidt soul- og funkdyderne fra sig og skruet gevaldigt op for rockkedlerne og de overstyrede guitarer. Det har desværre kostet en smule på melodikontoen, men med numre som ‘I’m on High’, ‘We Don’t Live There Anymore’ og ‘A Lust Unmatched’, hvor sidstnævnte lyder som om, Milionarie har fået lov at låne et par guitarriffs eller tre af Queens Of The Stone Age, er det svært ikke at lade sig begejstre over denne udsyrede og idérige tungrock skabt af fire ivrige belgiere.
Og nå ja, så skader det jo heller ikke, at selveste QOTSA-frontmand Josh Homme faktisk har produceret hele herligheden. Masser af legesyge i rocket indpakning.