Aarhus Took It 2005: Devin The Dude – kongen af cannabis
Devin The Dude var om nogen manden, jeg havde de største forventninger til, men samtidig var jeg lidt i tvivl, om hans rim om ‘reefer & beer’ kunne fyre op for en fest fredag aften på Train. Specielt når det er det førstnævte, som han rapper mest om, for reefer er ikke lige et synonym for fest.
Men der tog jeg helt fejl, for jeg var med garanti ikke den eneste, der havde store forventninger til Devin. Publikum var efter en sløv start på ugen for alvor varmet op, og det brøl Devin fik med på vejen, da han trådte ind på scenen, gjorde ham mindst lige så veloplagt som publikum. Devin spillede numre fra alle sine plader, og da nummeret ‘Fuck You’ fra Dr. Dre-klassikeren ‘2001’ kom på, løftede taget sig næsten, og hele salen sang med.
Devin formåede ene mand, modsat Cormega, at holde publikum i sin hule hånd. Men han er jo også The Dude, og den stil kørte han fuldt ud.
Det bedste ved koncerten var dog Devins humor, og jeg har aldrig før oplevet publikum få grineren på over mc’ens punchlines. Kongen af cannabis beviste fredag aften, at hans rygende humor også fungerer live, dog var det bare lidt ærgerligt, at showet ikke varede meget mere end 40 minutter inklusiv det obligatoriske
ekstranummer